EnergiWatch

SF: Staten skal bevare aktiemajoritet i Ørsted trods Radius-salg

Med den sidste kritiske infrastruktur ude af døren har flere spekuleret i, at staten bør afhænde sin aktiemajoritet i vindparkudvikleren Ørsted. Det vil SF ikke være med til.

Foto: Philip Davali//

Selv efter Ørsteds frasalg af eldistributionsforretningen Radius bør staten bevare aktiemajoriteten i den danske vindparkudvikler.

Det siger SF's ordfører for erhverv, finans og it, Lisbeth Bech Poulsen, til Bloomberg News.

Hun siger desuden, at SF vil bruge sin vetoret for at sikre, at statens ejerandel forbliver uændret.

Efter salget af Radius vurderede aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen onsdag over for Ritzau Finans, at salget rejser et principielt spørgsmål om, hvorvidt Danmark skal eje en vindparkudvikler.

"Hvis det er sådan, at alle danskere skal være ejere af en vindparkudvikler, så kunne vi lige så godt være ejer af alt muligt andet, for eksempel et biotekselskab, der er ved at udvikle koppevacciner eller noget andet," lød det fra aktieanalysechefen.

Torsdag har også Nordeas analytiker Jan Storup Nielsen vurderet, at salget kunne betyde, at staten på sigt vil sælge ud af sine aktier, da Ørsted efter frasalget af elnettet i København ikke længere ejer kritisk infrastruktur i Danmark, skriver Bloomberg.

Ørsted-aktien stiger torsdag 0,4 pct. til 630,20 kr. efter et fald på 3,5 pct. onsdag.

Ørsted modtog blot ét bud på Radius

Ørsted sælger Radius

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere