EnergiWatch

Fogh støtter Nord Stream 2-relaterede sanktioner mod danske firmaer

Amerikanske økonomiske sanktioner vil ramme selskaber som Rambøll og speditionsfirmaet Blue Water Shipping, men det kan blive nødvendigt for at stoppe Nord Stream 2, mener Anders Fogh Rasmussen.

Foto: Ritzau Scanpix/Niels Ahlmann Olesen

Danske firmaer kommer i skudlinjen, hvis USA gennemfører sanktioner mod selskaber, der enten finansierer eller deltager i selve byggeriet af den nye gasledning Nord Stream 2 fra Rusland til Tyskland. Og det bliver i sidste ende prisen, hvis Europa ikke selv stopper projektet. Det mener tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, skriver Politiken.

Amerikanske sanktioner vil ramme store europæiske selskaber som Shell og datterselskaber af kemikoncernen Bayer, der finansierer gasledningen. Danske selskaber som rådgivningsfirmaet Rambøll og speditionsfirmaet Blue Water Shipping er leverandører til projektet, og derfor risikerer de også at blive ramt af de mulige sanktioner.

Anders Fogh Rasmussen erkender, at amerikansk økonomisk krig mod selskaber med mange hundredtusind arbejdspladser vil forværre det dårlige forhold mellem Europa og USA.

Absurd samarbejde

"Jeg håber, man kan undgå sanktionerne, men efter min mening er det absurd, at europæiske selskaber samarbejder med Gazprom i et projekt, der koster over 75 milliarder kroner. EU har indført sanktioner mod Rusland på grund af annekteringen af Krim, men samtidig samarbejder og støtter store europæiske selskaber Gazprom. Jeg forstår det ikke," sagde Anders Fogh Rasmussen under et møde i Oslo.

Anders Fogh Rasmussen var hovedtaler på et seminar om forholdet mellem det statslige ukrainske gasselskab Naftogaz og dets russiske modstykke Gazprom. Han har selv været personlig rådgiver for den tidligere ukrainske præsident Petro Porosjenko og hans firma, Rasmussen Global, forhandler i øjeblikket med den nye ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, om at fortsætte sin rolle.

Han siger til Politiken, at han forstår tanken om sanktioner også mod danske selskaber. Og på spørgsmålet om, hvorvidt han støtter den, svarer han:

"I den sidste ende, ja."

"Jeg forstår amerikanernes kritik af, at de betaler store summer for at forsvare Europa, samtidig med at vi bliver mere afhængige af Rusland," siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken.

Nord Stream 2, der ejes af det statslige russiske gasselskab Gazprom, kæmper i øjeblikket med at få den endelige danske tilladelse til linjeføringen omkring Bornholm på plads.

 

Fogh støtter Nord Stream 2-relaterede sanktioner mod danske firmaer

Dansk spil om Nord Stream 2 koster russere milliarder

USA er klar med sanktioner mod Nord Stream 2

Energistyrelsen sender miljørapport om Nord Stream 2 i høring

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere