EnergiWatch

Elbæk og Østergaard afviser hysteri: Vi må gøre mere for klima

DF-formand kalder debatten klimahysterisk, men det afviser Alternativet og De Radikale, der vil gøre mere.

Foto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, vil fremover gerne have færre køer og et landbrug, der er plantebaseret.

Det siger han, fordi Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, taler for at frede dansk landbrug, da debatten er blevet for "klimahysterisk".

Men det afviser Elbæk en uge inde i valgkampen.

"Det er helt paradoksalt at høre en partileder fra et større borgerligt parti sige, at klimadebatten er hysterisk, når FN's klimapanel siger, at vi skal være fem gange så ambitiøs," siger han.

Kristian Thulesen Dahl mener, at dansk landbrug er et af verdens mest klimavenlige, og at der er brug for landbrug i Danmark.

Det medgiver Uffe Elbæk, men han taler for, at landbruget skal omstilles til at være plantebaseret.

"Vi er et af de lande, hvor landbrug fylder aller-allermest. Jeg tror kun, at det er i Bangladesh, at landbruget fylder mere af det geografiske område end i Danmark," siger Uffe Elbæk.

Kristian Thulesen Dahl taler også for, at klimadebatten er blevet moraliserende, hvis borgerne kigger fordømmende på hinanden, når de skal vælge kød eller grønt ved køledisken, når de handler.

Den del vil Uffe Elbæk gerne give ham ret i.

"Det må ikke blive moralsk fordømmelse af den enkelte borger. Politikernes opgave er at skabe de rigtige ramme for, at det bliver lettere at gøre det rigtige."

"Det vil sige, at vi skal sænke momsen på frugt og grønt, og kød skal koste noget mere, fordi det har et tungt klimaaftryk. Alle varer skal have den pris, der svarer til dets klimaaftryk, om det er kød, fly, cigaretter eller gulerødder," siger Uffe Elbæk.

De Radikales leder, Morten Østergaard, mener, at Kristian Thulesen Dahl siger, som han gør, fordi han ikke har en egentlig klimapolitik.

"Det har intet med hysteri at gøre, og jeg synes, at det er en hånlig attitude over for skoleelever, gymnasieelever, og voksne i Danmark, der efterhånden har indset, at den her dagsorden er vores generations allerstørste politiske ansvar."

"Hvis vi svigter her, vil alle efterfølgende generationer lide under det. At kalde det hysteri, synes jeg, udstiller, hvor langt væk fra virkeligheden, Dansk Folkeparti er," siger Morten Østergaard.

DF-formand er dødtræt af klimahysteri og taler landbrug op

16-årig klimaaktivist skal for første gang tale i København

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere