EnergiWatch

99,99 procent: Så sikkert er det, at global opvarmning er menneskeskabt

Det slår ny forskning fast med en statistisk ‘guldstandard’.

Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

De menneskeskabte klimaforandringer bliver fra tid til anden mødt med tvivl og skepsis: For klimaet har jo altid ændret sig?

Men ifølge et nyt internationalt studie, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change, bør den sidste tvivl være udryddet nu.

Det skriver Videnskab.dk.

"Studiet er interessant, fordi det slår fast, at vi nu er der, hvor det med statistisk sandsynlighed kan siges, at klimaforandringer er menneskeskabte. Nu er vi meget, meget tæt på noget, der er meget, meget overbevisende. Det statistiske grundlag er meget stærkt," fortæller Sebastian Mernild, som er professor i klimaforandringer og administrerende direktør for Nansen Center Bergen, til Videnskab.dk.

Beviserne på, at mennesker bidrager til klimaforandringerne, har ifølge det nye studie ramt et såkaldt sigma-5-niveau, hvilket er en statistisk ‘guldstandard’. Det betyder, at der blot er en 1 til 3.5 million sandsynlighed for, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte.

"Det svarer til, at der står 3,5 millioner liter mælk på en række, og du skulle komme til at gribe fat i netop den ene, der er sur. Det ville være ekstremt usandsynligt," forklarer Sebastian Mernild, der også er hovedforfatter på den næste store rapport fra FN's klimapanel IPCC.

Sebastian Mernild har ikke været involveret i studiet.

Hovedforfatteren bag studiet, Benjamin Santer, klimaforsker ved the Lawrence Livermore National Laboratory i Californien, håber, at de statistiske beviser vil overbevise de sidste klimaskeptikere og anspore til handling.

"Der hersker en forkert fortælling om, at forskere ikke kender årsagerne til klimaforandringerne. Det gør vi," siger han ifølge Reuters.

Den anerkendte klimaforsker Jason Box, som har læst det nye studie, er enig.

Hvis man sammenligner klimaforskningen med en kriminalteknisk undersøgelse, ville der ikke længere herske nogen tvivl om, hvem der var den skyldige, mener han.

"Det menneskelige fingeraftryk sidder på denne rygende pistol," skriver Jason Box, som er professor ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), en mail til Videnskab.dk.

Forskerne bygger deres konklusion på tre sæt af satellitdata. To af dem viste, at 5-sigma-niveauet allerede blev nået i 2005, mens det tredje datasæt viste, at niveauet blev nået i 2016.

Mens det nye studie meget tydeligt angiver, at mennesket med 99,99 procents sikkerhed har ansvar for den globale opvarmning, beskæftiger det sig ikke med, præcist hvor meget af den globale opvarmning er menneskeskabt.

Sebastian Mernild påpeger dog, at resultater fra FNs klimapanel IPCC tidligere har vist, at mindst 50 procent, og formentlig mere, af de seneste 50 års opvarmning er menneskeskabt. IPCC arbejder også med sandsynligheder og kan eksempelvis sige, at det er mere sandsynligt, at mennesker har stået for 80 end for 20 procent af opvarmningen.

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF VIDENSKAB.DK****

Konservative vil have femårige delmål for CO2-udledning

Grønt er det nye sort i hovedstadsområdet: Flyvning er måske snart fortid 

Mere fra EnergiWatch

Brancheorganisationer hylder opgøret med hockeystaven

Tekniq Arbejdsgiverne og Dansk Fjernvarme er glade for, at regeringens hockeystav er lagt tilbage på hylden med et ambitiøst delmål på en CO2-reduktion på 50-54 pct. i 2025. Nu skal rammevilkårerne komme på plads, så selskaberne kan trække i arbejdstøjet.

Arla vil vinde tovtrækkeri om andelshavernes biogas

Andelsselskabet Arla sætter jagten ind på at skaffe adgang til landmændenes oprindelsesgarantier fra biogasproduktion. Forsker vurderer, at det kan blive svært for producenterne at få biogasgarantierne på egne hænder.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs