EnergiWatch

Konservative vil have femårige delmål for CO2-udledning

I et valgoplæg foreslår K trepartsforhandlinger om CO2-delmål. Et positivt udspil, mener naturforening.

Foto: Ritzau Scanpix/Tariq Mikkel Khan.

Regeringen har netop været med til at forkaste et borgerforslag, hvor idéen om femårige delmål for Danmarks CO2-udledning indgik.

Men nu har forslaget om delmål fundet vej til et klimaudspil, som regeringspartiet De Konservative på egen hånd præsenterer. Her lægger man op til en ny form for trepartsforhandlinger om klimaet.

De Konservative ønsker nemlig, at regeringen, erhvervslivet og et klimaråd med "flere muskler" skal blive enige om femårige delmål for Danmarks CO2-udledning.

"Det kræver handling og præcise mål, hvis vi skal gøre noget godt for vores klima og for fremtidens generationer," siger formand for De Konservative og justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

De bindende delmål skal efterfølgende vedtages af Folketinget og indskrives i klimaloven. Det skal føre Danmark nærmere Paris-aftalens reduktionsmål for 2050.

"Jeg tror på, at hvis man sætter dem sammen, som skal finde løsninger, så kommer man længere," siger ministeren.

I forbindelse med debatten om borgerforslaget om en ny klimalov understregede klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), at regeringen efter næste folketingsvalg vil fremsætte forslag til en klimalov.

Her vil ministeren lade sig inspirere af nogle af elementerne fra borgerforslaget. Den linje støtter DF. Pape Poulsen forestiller sig også først, at Folketinget efter et valg samles om en ny klimalov.

"Vi synes bestemt, at den regering, vi er en del af, gør rigtig meget og har nogle gode ambitioner. Men vi ønsker at tage skridtet videre. Vi ønsker bindende nationale delmål," siger han.

Endnu står en række spørgsmål dog ubesvarede i forbindelse med udspillet, erkender justitsministeren. Den præcise model for trepartsforhandlingerne vil Pape Poulsen således lade være op til diskussion.

Han forestiller sig, at Klimarådet skal være en part på linje med regeringen og erhvervslivet.

Derudover ønsker han, at gøre "regnekraften i rådet større", og at Klimarådet ved lov får en bestemt sammensætning af personer udpeget af forskellige parter og ikke af ministeriet.

Med trepartsmodellen håber han på at forpligte parterne - men i sidste ende er det Folketingets opgave, at målene nås.

"Vi laver nogle bindende mål, og kan man ikke opfylde målene, så vil det være Folketinget, der har pligt til at gribe ind og gøre noget," siger Søren Pape Poulsen.

Hos Danmarks Naturfredningsforening er man positivt indstillet over for udspillet. Her håber man, at det kan bane vejen for større ambitioner og politisk handling.

"Selv om regeringen har afvist at støtte borgerforslaget, viser de Konservative jo her, at der i dag er et flertal i Folketinget, som ønsker højere klimaambitioner end dem, den samlede regering spiller ud med," siger præsident Maria Reumert Gjerding i en skriftlig kommentar.

Den nuværende klimalov blev vedtaget i 2014 af Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og De Konservative.

Mere fra EnergiWatch

Danfoss får omsider godkendt megaopkøb

Det er trukket i langdrag, og ledelsen har i halvandet år trippet for at komme i gang. Nu kan de folde det store potentiale ud, for Danfoss har endelig fået godkendt opkøbet af Eatons hydraulikforretning.

Subsea 7 øger fokus på havvind med nyt opkøb

Subsea 7 har overtaget aktiemajoriteten i selskabet Nautilus Floating Solutions og styrker yderligere sit sats på havvind. Det sker efter en nylig fusion mellem Subsea 7's forretning for vedvarende energi og OHT.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs