Det er ingen ubetalelig fornøjelse at gøre sin strøm grønnere. Det gør sig ikke kun gældende for et land som Danmark med sine geografiske fordele som stærke vindressourcer og veludbyggede forbindelser til de norske vandreservoirs. Det er også tilfældet på den anden side af jorden på den indonesiske ø Lombok.

Et pilotstudie udført i samarbejde mellem Danmark og Indonesien kommer således frem til en konklusion for energisystemet i Lombok, der næppe kan findes i Bjørn Lomborgs logbog:

"Grundlæggende er det muligt for Lombok at nå en meget høj penetration af vedvarende energi – op til næsten 60 pct. – uden en høj meromkostning og uden at bringe forsyningssikkerheden i fare," lyder det i studiet Lombok Energy Outlook 2030.

Langt mere sol end vind

Både hvad angår størrelse og befolkningsantal minder Lombok om sin bedre kendte vestlige nabo, Bali. Lige som udfordringen med en forventet vækst i elforbruget, der langt overstiger, hvad de eksisterende kulkraftværker og dielselgeneratorer kan levere, er også kendt på tværs af det indonesiske øhav. I Lomboks tilfælde ventes det aktuelle spidsbelastningsbehov at blive fordoblet til mere end 500 MW i 2027.

Det behov har Energistyrelsen fået kørt igennem en Balmorel-simulator ud fra fire forskellige forudsætninger for at se, hvilken udbygning, der bedst betaler sig. Heraf er det mest vidtgående en socioøkonomisk beregning, der vil medføre en vedvarende energiandel på 58 pct. i 2030. Den tilsiger udbygning med 422 MW sol, 100 MW geotermi, 60 MW biomasse, 30 MW vind, 48 MW lagringskapacitet – men dog også 100 MW kul.

En sådan udvikling fordrer dog også to ændringer, der nok går lettere op i Excel end i et realpolitisk regnestykke.

Dels at forurening med NOx, SO2 og PM2,5-partikler værdiansættes. Den praksis er imidlertid ikke særlig udbredt hverken i udviklingslande eller andetsteds; f.eks. i Danmark, hvor brænde til private ovne medregnes som vedvarende energi og er afgiftsfritaget trods årlige helbredsomkostninger på anslået 4 mia. kr.

Dels at der tages et opgør med subsidier til fossile brændsler. Indonesien har aktuelt et prisloft på for kul 70 $/ton, mens gas er prissat til 8,1 $/mmbtu, hvilket i begge tilfælde er omkring 50 pct. under markedsværdien. Men at det langt fra er politisk ufarligt at skrue op for energipriserne, viser aktuelle protester i såvel Frankrig som Zimbabwe, der er ansporet af prisstigninger på benzinpriserne.

Bedst økonomi i biomasse

Sådanne er dog muligvis mere privatøkonomisk penible end at pille ved statsstøtte til brændsel. I hvert fald har Lombok ingen lokal kulindustri at tage hensyn til, og i det hele taget er der ingen konventionelle energikilder på øen. Til gengæld dyrkes der ris, hvor biproduktet i form af risskallerne ifølge modellen kan udgøre den mest omkostningseffektive energikilde i form af biomasse.

I alle andre scenarier end det, der tager rent udgangspunkt i det aktuelle miks – business as usual (BaU) – peges der på fornuften i at opføre 60 MW biomasse. Derefter peges på geotermi som mest oplagt, mens sol er rentabelt, hvis de fossile subsidier fjernes.

Til gengæld skal den danske vindindustri ikke regne med, at Lombok bliver det næste store eksporteventyr. Med vindstyrker, der ofte blot er et par meter i sekundet, er det kun i det mest optimistiske scenarium, at der bliver plads til en håndfuld møller – selv om den danskbetalte analyse plæderer for, at Vestas' nye V150-4,2MW-mølle er rigtigt effektiv under lavvindsforhold.

Affaldet ryger i hav og skove

Nu kan der naturligvis også være andre forhold at tage højde for end de stringent økonomiske i udviklingen af et energisystem. Foruden Balmorel-beregningerne har KPMG gennemført et forstudie af vedvarende projekter på øen, hvor der blandt andet peges på muligheden for at bygge et affaldsforbrændingsanlæg.

Med en anlægspris på 150-225 mio. dollar for 25 MW vil det ikke være en billig løsning, lige som driften er højere end for øvrige VE-kilder. Men der lurer også en latent miljøtrussel på øen, hvis fire lossepladser kan absorbere mindre end en fjerdedel af de 900.000 ton affald, der årligt genereres. Resten brændes i bedste fald af, mens en ukendt mængde havner enten i skovene eller havet omkring Lombok.

Det er dog ikke kun affald, det kan være svært at få plads til. Det samme gælder også for indpasningen af især den fluktuerende vedvarende energi som sol og vind i et system uden eksterne interconnectorer, hvor elnettet er relativt skrøbeligt, og hvor bekymringer omkring frekvensstabiltet har fået myndighederne til at hidtil begrænse udbygningen af VE til foreløbigt tre solprojekter a 5 MW.

Det er ikke den eneste begrænsning, der hindrer grøn udbygning. Der nævnes eksempelvis også præferencen for ikke at skrue ned for baseload-produktionen og det indikative loft for sol og vind på 20 pct. af timeforbruget, der er en barriere både i Lombok og i andre regionale, indonesiske energisystemer.

Men det kræver primært en mentalitetsændring at give plads til mere vedvarende energi, pointeres det i studiet. Selv uden energilagring er der således plads til 230 MW sol i systemet, konkluderes det. Mens firetimersbatterier med en kapacitet på 48 MW vil være nok til give plads til de 422 MW sol, der vil skubbe især gas ud i mørket i de energiintensitive aftentimer.

Til gengæld kræver omstillingen også nogle anlægsinvesteringer. Det gør sig især gældende for de vedvarende aktiver, der kan levere baseloadkapacitet, som affalds-, biomasse- og geotermianlæg. Samt de foranstaltninger, der kan give plads til en større andel fluktuerende energi, hvad enten det er i form af en interconnector til Bali, pumped hydro eller store litium ion-batterier.

Anskues det i stedet efter de samlede systemomkostninger, forsvinder prisforskellene derimod stort set ud af Balmorel-simulationerne uagtet forudsætninger. I så fald er der mindre end 10 pct. forskel fra den billigste til den dyreste løsning i et alt-andet-lige scenarium. Mens de grønneste løsninger i stigende grad betaler sig bedst, hvis der indtænkes afskaffelse af subsidier på fossile brændsler, værdiansættelse af partikelforurening og for den sags skyld et prisgulv på CO2-udledning, der ikke er en forudsætning i nogle af scenarierne.

Uagtet hvad er konklusionen dog, at den mindst rentable løsning for den indonesiske ø vil være at fortsætte som hidtil med et energisystem baseret praktisk talt udelukkende på kul, gas og dieselgeneratorer.