EnergiWatch

Energiminister lodder vestjysk stemning om gigantisk havmøllepark

Danmarks hidtil største havmøllepark er måske på vej i Nordsøen.

Foto: Ritzau Scanpix/Sophia Juliane Lydolph/

Energiministeren kommer i dag til Vestjylland for at lytte til de lokale holdninger til en ny, gigantisk havmøllepark ud for Nissum Fjord.

Danmarks hidtil største havmøllepark på mindst 800 megawatt skal ligge enten i Nordsøen 20 kilometer ud for Nissum Fjord eller i Østersøen ved Kriegers Flak. Begge steder går energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) nu i dialog med de berørte kommuner:

"De nye mølleparker vil kunne ses fra kysten i klart vejr. Og jeg er meget optaget af, at der er lokal opbakning," siger Lars Christian Lilleholt til DR P4 Midt & Vest.

Senest i marts skal det besluttes om den nye møllepark skal ligge i Nordsøen eller Østersøen.

Det er Folketinget, der har besluttet, at Danmark skal have tre nye havvindmølleparker, der hver især bliver blandt verdens allerstørste. Den første af de tre parker skal levere strøm fra midten af 2020'erne, og partierne bag energiforliget besluttede kort før jul, at den skal opføres enten i Nordsøen ud for Nissum Fjord eller ved Kriegers Flak ud for Sjællands østkyst.

En møllepark på 800 megawatt kan levere strøm nok til cirka 800.000 danske husstande. Anlægsprisen for den første park vurderes til at blive mellem 10 og 12 milliarder kroner.

Energiminister Lars Christian Lilleholt ønsker altså at undersøge de lokale myndigheders holdninger til parkerne ved de to mulige placeringer. I dag mødes han med repræsentanter for Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde og Esbjerg Kommuner.

Men i Vestjylland mener modstanderne af de mindre kystnære parker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, at det nu vil være oplagt at samle alle møllerne ude ved den store park mindst 20 kilometer fra Vestkysten:

"Vi håber jo meget, at man nu kan slå det hele sammen," siger Jens Kaasgaard fra Ferring, som er midlertidig formand for foreningen Stop Vesterhav Nord, der holder stiftende generalforsamling i februar.

Modstanderne har fået nyt håb efter en afgørelse i Energiklagenævnet kort før jul. Klagenævnet har underkendt Energistyrelsens sagsbehandling og krævet et nyt VVM-tillæg for projektet Vesterhav Syd, fordi projektet er ændret siden den oprindelige tilladelse. Konsekvenserne af klagenævnets afgørelse er endnu usikre for både Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, men der skal gennemføres en ny høring om VVM-tillægget, som kan betyde forsinkelser. På den baggrund mener modstanderne, at der er en ny anledning til helt at droppe de kystnære parker:

"Det vil være helt mærkeligt, at man nu laver en ny stor møllepark langt ude i Nordsøen og så samtidig holder fast i de møller, som skal stå blot 4-5 kilometer fra strandkanten," siger Jens Kaasgaard.

Energi-, Forsynings og Klimaminister Lars Christian Lilleholt siger dertil, at han godt forstår tankegangen, men han understreger, at der er tale om to helt adskilte projekter, som ikke kan slås sammen.

"For de kystnære projekter er udbuddet afsluttet. Nu skal vi igang med at kigge på, hvor vi placerer yderligere en kæmpestor havmøllepark," siger ministeren.

Lilleholt velsigner kystnære havvindmøller

To placeringer kæmper om ny havmøllepark

Rønne Havn hilser ny havmøllepark velkommen

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere