EnergiWatch

Motorvej for grøn strøm udvides og kul udfases med EU-aftale

EU-aftale åbner for, at grøn strøm kan flyde mere frit mellem lande. Det er godt for klimaet, siger minister.

Foto: Charlotte De La Fuente/Polfoto/Arkiv

Motorvejen for strøm på tværs af EU's grænser bliver bredere med en EU-aftale, der er faldet på plads natten til onsdag. 

Det er godt nyt for klimaet, mener både energi- og klimaministeren og europaparlamentariker Morten Helveg Petersen, som har været medforhandler. 

"Den er vigtig. Det er vores svar på klimaudfordringerne og på at indfri Parisaftalen og de målsætninger, der ligger i det," siger Morten Helveg Petersen. 

Ifølge aftalen, som ikke er formelt vedtaget, skal medlemslandene gøre mindst 70 procent af kapaciteten på elforbindelser tilgængelig for strøm produceret i nabolande. 

Det spørgsmål har været særlig interessant for Danmark. 

Tyskland har i årevis blokeret for dansk strøm, som nogle dage er 100 procent vedvarende energi. I 2016 tillod Tyskland eksempelvis kun en kapacitet på 11 procent fra Danmark og Norden.

Den danske regering og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) havde forhandlet efter at få så bred en elmotorvej som muligt. 

"Det er hele forudsætningen for den grønne omstilling. Skal vi have et energisystem, der er båret af vedvarende energi - sol og vind - så er det vigtigt, at vi kan trække på hinandens ressourcer," siger Lilleholt. 

Dansk Energis mål var 100 procent åbne elforbindelser - altså et helt frit elmarked i EU - men organisationen mener, at det kunne være endt meget værre, end det gjorde. 

"Havde det ikke været for Morten Helveg Petersens centrale placering i forhandlingerne i EU-Parlamentet, og den danske regerings indsats i rådet, frygter jeg, at det kunne være gået helt galt," siger viceadministrerende direktør hos Dansk Energi, Anders Stouge. 

Der er en række lande, hvor "appetitten for et indre marked for elektricitet er meget lille”, konstaterer han. 

Energiministeren hæfter sig desuden ved, at man har besluttet at stoppe statsstøtte til kul i 2025. 

Morten Helveg mener, at det vil føre til de facto udfasning af kul i EU, da prisen på vedvarende energi er faldet. 

"Det er jeg sådan set enig i. Danmark har selv sat en slutdato, og min forventning er, at det bliver lang tid før 2030, at vi får udfaset kul i den danske elproduktion. Med det her er der sat yderligere skub i udfasningen i EU. Det er rigtig positivt," siger Lars Christian Lilleholt.

EU forhandlede om tilsyn med el hele natten efter juleangreb

Ophævelse af tysk strømblokade åbner for nye elregler 

Mere fra EnergiWatch

Norsk Lundin-chef går af

Kristin Færøvik, der hidtil har været adm. direktør for olieselskabet Lundin Energy i Norge, fratræder ved udgangen af måneden.

Vattenfall frabeder sig flere udbudslotterier

Fremtidige udbud af dansk havvind bør fokusere på kriterer som systemintegration og grøn profil snarere end på evnerne udi at være heldig i en lodtrækning, mener det svenske energiselskab.

Ørsted opfører godt 1 GW tysk havvind

Gigawatt-projekter bør være en "selvfølge" i de kommende tyske havvindudbud, konstaterer Ørsted, der onsdag træffer beslutning om at opføre en af verdens første støttefrie havvindparker.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs