EnergiWatch

Rød blok fremsætter regeringsforslag om elbiler

Oppositionen har mistet tålmodigheden med regeringen og vil gøre op med usikkerheden på elbilmarkedet. (Opdateret kl. 10.46)

Foto: PR

Selv om et stort flertal i Folketinget har tilkendegivet, at de vil arbejde for flere grønne biler på de danske veje, er der alligevel ikke opnået enighed om nye registreringsafgifter for elbiler de kommende år.

Derfor reagerer partierne i rød blok nu og fremsætter i dag et lovforslag, der er kopieret fra regeringens finanslovsudspil.

Her foreslås det at fjerne afgiften på el- og hybridbiler op til 400.000 kroner i 2019 og 2020.

"Vi synes, at det er vigtigt at sætte mere skub i salget af de grønne biler, og hvis ikke vi fremsætter forslaget nu, så når vi ikke at få det vedtaget inden nytår, hvor afgifterne efter planen skal stige," siger Jesper Petersen, der er skatteordfører for Socialdemokratiet.

Han henviser til den aftale, der blev indgået i april sidste år. Her blev afgiften på elbiler sat til 20 procent af afgiften for benzinbiler frem til 1. januar 2019.

Herefter skulle den hæves til 40 procent og gradvist frem mod 2022 stig til 100 procent. 

Men det vil de røde partier altså forhindre. De har en forventning om, at regeringen vil bakke op, selv om forhandlingsviljen ifølge SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, har været svær at få øje på.

"Regeringen har ventet alt for længe. Snart stiger afgifterne på elbilerne, men forhandlingerne er gået i stå."

"Derfor skal vi teste regeringens grønne vilje i Folketingssalen," siger hun.

Louise Schack Elholm, der er skatteordfører for Venstre, kalder initiativet "besynderligt og ukonstruktivt", med tanke på at partierne fortsat er i gang med at forhandle.

Og så undrer hun sig over, at oppositionen nu bakker op om forslaget, som den tidligere har beskyldt for at være for uambitiøst.

At forhandlingerne ikke er nået i mål endnu, kan man efter hendes mening dårligt klandre regeringen for.

"Forhandlingerne består af mange partier, og det er jo åbenlyst, at der indtil nu ikke har været den store enighed," siger hun. 

Regeringen præsenterede i oktober sin klimaplan, der indeholdt en ambition om, at der i 2030 skal være én million grønne biler på de danske veje.

Der er dog i finanslovsforslaget kun afsat penge til, at 10.000 grønne biler kan fritages for afgifter de kommende to år.

Omstilling til elbiler vil koste milliardbeløb

Lilleholt skubber dele af klimaplanen til efter et folketingsvalg

144 bilsælgere tror ikke på Løkkes mål om grønne biler

Regeringens klimaplan samler støv: S efterlyser grønne forhandlinger

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs