De grønne vinde blæser i Sydkorea

Klumme: Efter besøg i Sydkorea er energiministeren og branchedirektøren i DI Energi overbeviste om, at landet bliver et af Asiens mest interessante markeder for den danske vindindustri.
Foto: Vestas
Foto: Vestas
Af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og branchedirektør Troels Ranis, DI Energi.

Sydkorea har gode muligheder for at trække energi ud af solen og vinden. Med 2400 kilometer kystlinje er der mange steder, hvor man kan placere en havvindmøllepark.

Men Sydkorea producerer næsten ingen vedvarende energi. Hele 65 pct. af elforbruget blev i 2016 dækket af importeret gas, kul og olie, mens 30 pct. kom fra atomkraft.

Det ønsker Sydkorea nu at lave om på. Det er besluttet gradvist at udfase atomkraft og investere langt stærkere i vedvarende energi. Målet er at øge andelen af vedvarende energi i energisystemet fra blot 7 pct. i 2016 til 20 pct. i 2030. For at opnå det, skal der investeres massivt i sol- og vindenergi. Der skal opføres vindmøller svarende til tre gange Danmarks nuværende vindkapacitet. Det gør Sydkorea til et af Asiens mest interessante markeder for den danske vindindustri.

Danmark har som bekendt stor erfaring med vindkraft. Det gælder ikke kun produktion af møllerne. Vi er også ledende i verden, når det handler om at få integreret den svingende elproduktion fra møllerne i energisystemet. Derfor har Sydkorea inviteret os ind i et partnerskab om bl.a. at udbygge kapaciteten af havvindmøller.

For nylig besøgte vi Sydkorea sammen med ti danske virksomheder inden for grøn energi. Og på konferencen Korea-Denmark Green Growth Alliance fandt vi ud af, at koreanerne mener, hvad de siger. Store koreanske aktører ønsker at samarbejde med danske partnere som Vestas, Ørsted, CIP, Niras, BWSC og andre af de besøgende virksomheder for at accelerere den grønne energiomstilling.

Jeju Island ud for Sydkoreas sydvestlige kyst går foran. Øen, som er tre gange større end Bornholm og har en befolkning på 600.000, skal være CO2-neutral i 2030. Øens guvernør er personligt engageret i den grønne omstilling og inviterer nu danske virksomheder ind som partnere. Der skal bygges 850 MW havvind, hvilket svarer til to store danske havvindmølleparker, og der skal udtænkes nye, fleksible energiløsninger.

Sydkorea er udpeget til ét af de lande, som vi fra dansk side styrker energisamarbejdet med. Energistyrelsen og ambassaden sætter særlige ressourcer ind i dette samarbejde, hvor myndighederne skal udveksle erfaringer og planer.  Vi håber selvfølgelig, at det kan bane vejen for dansk teknologi og eksport.

Sydkorea er et udfordrende land at gøre forretning i. Der er tradition for, at landets egen industri nyder en fortrinsstilling. Alligevel har danske virksomheder i dag en betydelig markedsandel i det spirende vindmarked. Vi opfordrer vindbranchen og andre aktører inden for grøn energi til at kigge mod Sydkorea. For nok er det et fjernt land, men markedet er stort, ambitionerne er høje, og viljen til at investere er til stede. Og så har de inviteret os med indenfor til at tage del i landets grønne udvikling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også