Klimaudspil får ros for transporttiltag, men ris for fravær af byggeriet

Dagens klimaudspil fra regeringen har især fokus på transportsektoren, og her viser man gode takter, lyder det fra en række organisationer.
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai.
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai.

Med en liste på 39 initiativer vil den danske regering sikre, at Danmark i fremtiden får et langt mindre CO2-aftryk på det globale klima. Men mens landbruget og industrien ikke bliver pålagt de store opgaver i forbindelse med udspillet, så får transportsektoren og den almindelige, danske billist udsigt til en ny, grøn hverdag.

Regeringens udspild handler nemlig i vid udstrækning om, hvordan biler, busser, taxier og skibsfart bliver elektriske og klimavenlige. Regeringen ønsker 1 million el- og hybridbiler på de danske veje i 2030, hvilket er et ambitiøst og rigtigt mål, lyder det fra Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

"Klimaudfordringen løses ikke uden en samlet grøn transportpolitik. Det hænger uløseligt sammen. Det har regeringen forstået, og det skal den have ros for. Bedre sent end aldrig.  Danmark skal forfølge en målsætning blandt de mest ambitiøse lande i EU. Vi kan derfor let komme i en situation, hvor selv det, der virker meget vidtgående i dag, skal skærpes. Men lige nu er det vigtigere at handle fremfor at bruge lang tid på at diskutere årstal og antal," siger Lars Aagaard.

Regeringen vil blandt andet udskyde de ellers varslede afgiftsstigninger for elbiler. Den vil indføre lavere beskatning af el-firmabiler og ingen registreringsafgift i 2019 og 2020 for elbiler under 400.000 kroner.

"Med dette udspil viser Danmark lederskab i de internationale klimaforhandlinger, og planen sikrer, at Danmark opfylder sin klimaforpligtelse i forhold til EU. Samtidig får vi taget hul på den grønne omstilling af transportsektoren. Der vil ske en spændende teknologisk udvikling i de kommende år, og nu bliver vi en del af den udvikling. Det er også et signal til vores europæiske samarbejdspartnere. Vi skal have EU med for at få løst denne store opgave," siger Tine Roed, direktør i DI.

Lavthængende frugter i bygningerne

Men mens der er ros til regeringens forslag på transportområdet, så efterlyser DI mere handling inden for byggesektoren.

"Der er ikke forslag i udspillet, som kan gøre vores bygninger mere energieffektive og klimavenlige. DI mener, at der er mulighed for at høste store klimagevinster ved at isolere og forbedre de eksisterende bygninger. Der er et stort potentiale for at energieffektivisere vores bygninger, som vi selvfølgelig også bør indfri med klimaplanen. Vi havde meget gerne set, at det var en del af udspillet, og vi vil klart opfordre til, at regeringen og resten af Folketinget i de videre forhandlinger også kommer med konkrete tiltag, som løfter energieffektiviteten i bygningerne," siger Tine Roed.

Den vurdering deler man ikke overraskende hos Dansk Byggeri, der peger på, at elbiler er en meget dyr måde at nedsætte den danske CO2-belastning på.

"Det er dyrt at bringe drivhusgasserne i transportsektoren og landbruget ned. Og i forhold til bygninger har vi rigtig mange løsninger til, hvordan man kan reducere forbruget af energi og dermed udledningen af drivhusgasser. Vel at mærke løsninger, der kan gennemføres uden de store omkostninger. Derfor håber vi, at forhandlingerne i Folketinget vil føre til flere tiltag, der kan bringe energiforbruget i vores bygninger ned," siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, i en kommentar.

Byggeriet fik en pulje for energibesparelser i bygninger på 200 mio. kr. om året fra 2021-2024 i forbindelse med forårets brede energforlig. Men den pulje er i følge Dansk Byggeri ikke stor nok:

"Energiaftalen er et skridt på vejen, men i forhold til indsatsen for bygninger er den slet ikke nok. Derfor bør puljen for energibesparelser i bygninger gøres større, når der skal indgås en ny klimaaftale. Vores ønske er, at Folketinget derudover fastsætter et mål om at reducere varmeforbruget i de danske bygninger med mindst 30-40 procent i 2050," siger Michael H. Nielsen.

Også hos Dansk Fjernvarme gør man opmærksom på, at der er store CO2-besparelse at hente uden for transportsektoren.

"Fjernvarme er den samfundsmæssigt set mest energieffektive metode til at sikre opvarmning af hovedparten af boligmassen i Danmark. Dermed vil fjernvarmen sikre, at Danmark kan levere sin del af de nødvendige CO-2 reduktioner, som regeringen lægger op til, og som er en del af de målsætninger, som Danmark har taget på sig internationalt," siger Kim Behnke, vicedirektør i Dansk Fjernvarme, i en kommentar.

Usikkerhed om elbilafgifter består med klimaudspil 

 

ABB undsiger politikere i debat om elbiler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også