Det er et dybt greb i lommen hos den danske stat, når man planlægger at etablere det 11 mia. kr. dyre Viking Link-kabel mellem det sydlige Jylland og Lincolnshire i Storbritannien. Kablet skal blandt andet sikre, at Danmark kan eksportere større dele af sin vindmøllestrøm, men Ingeniøren kan i dag fortælle, at kablet stort set ikke kommer til at betyde nogen co2-reduktion.
Energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har ellers flere gange slået fast, at en bonus på co2-kontoen er en forudsætning for at poste de mange penge i kablet.
Ingeniøren henviser til et nyt notat fra Energistyrelsen, hvor det i en analyse anslås, at kablet kommer til at reducere den danske co2-udledning med bare 0,026 pct. i år 2030. Analysen er behæftet med stor usikkerhed. Kontorchef i Energistyrelsen Mikkel Sørensen oplyser til mediet, at det "ikke (er) overraskende, at den samlede CO2-emission ikke ændrer sig så markant" med kablets komme.
Han peger på, at kablet, hvis business case er blevet kritiseret fra flere sider, i sig selv vil mindske omkostningerne ved at integrere nye vedvarende energianlæg.
Viking Link skal efter planen være sat i drift med udgangen af 2023.
Nedgravning af ekstra 9 km elkabel er ikke nok for kritiske vestjyder Energinet: Håber på ny tidsplan for Viking Link snarest Energinet: Jyske elmaster nødvendige for grøn strøm Minister vil have planlagt jysk el-ledning i jorden