EnergiWatch

Energinet: Jyske elmaster nødvendige for grøn strøm

Vest- og sønderjyder skuffede: Ifølge Energinet kan kun 26 ud af 170 kilometer højspændingsledning graves ned.

Foto: ritzau scanpix/Henning Bagger

"Dybt skuffende. Det er en rigtig trist dag. Men vi kæmper videre med næb og kløer."

Det siger Vardes borgmester, Erik Buhl (V), til den ny analyse, som det statslige selskab Energinet har fremlagt mandag. 

Ifølge Energinet kan kun 26 kilometer ud af i alt 170 kilometer planlagt højspændingsledning fra Idomlund ved Holstebro til den tyske grænse lægges i kabler i jorden. 

Det er en forøgelse fra 10 til 15 procent af, hvad man oprindeligt kalkulerede med, oplyser administrerende direktør Henrik Riis fra selskabet Energinet Eltransmission.

"Vi kan lægge lidt mere kabel i jorden end de 16-17 kilometer, vi planlagde. Vi havde gerne set, at vi kunne kabellægge noget mere. Men de alternative løsninger, vi har undersøgt, dur ikke," siger Henrik Riis til Ritzau.

Hvis man eksempelvis graver kabler ned over længere strækninger, kan det bringe Danmarks forsyningssikkerhed i fare. 

Ifølge rapporten vil alternativerne give risiko for forvrænget spænding - "støj" - i strømforsyningen. Det kan medføre forkortet levetid og fejl i elnettet og i elapparater hos forbrugerne. 

Det er Miljøstyrelsen, som skal afgøre, hvor på den lange strækning kablerne skal lægges i jorden. Planerne om 500 højspændingsmaster på 35 meters højde har vakt vrede i de seks jyske kommuner, der bliver berørt.

Men de planlagte nye elforbindelser gennem Jylland er vigtige for at omlægge den danske elforsyning fra sort til grøn, så mere vindmøllestrøm kan indpasses i systemet, påpeger energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Han bad efter kraftig lokal modstand Energinet undersøge alle muligheder og holdt i august to borgermøder for de berørte borgere. 

"Det afgørende for mig er, at vi får flest mulige af de her kabler gravet ned, og vi får størst mulig sikkerhed for, at alle sten er vendt," siger Lilleholt til Ritzau.

Energinets rapport skal nu gennemgås af uvildige udenlandske eksperter.

"Elmotorvejen" med 400-kilovolt-kabler gennem Jylland skal forbindes med Viking Link, som er et 770 kilometer langt søkabel til England. 

Vardes borgmester har ikke opgivet håbet.

"Det er et rigtig svært dilemma, vi bliver sat i, for vi har en klar fornemmelse af, at vi har brug for den strøm, der skal føres i kablet. Men vi vil blive ved at kæmpe for at få så meget som muligt gravet ned - og huske, det både er mennesker og natur, der skal tilgodeses," siger Erik Buhl.

Han håber på, at den tekniske udvikling inden for et år eller to kan vise nye muligheder.

Minister vil have planlagt jysk el-ledning i jorden 

Mere fra EnergiWatch

Fabrikker lukker på grund af høje energipriser

Stigende energipriser tvinger nu producenter af gødning og stål til at lukke fabrikker. Sværvægteren Yara lukker en række europæiske fabrikker, hvilket sender et klart signal om, at der er udsigt til voldsomme prisstigninger på gødning.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs