Kina gengælder amerikansk told på 16 milliarder dollar

Kina har officielt besluttet at indføre told på amerikanske varer til en værdi af 16 milliarder dollar, svarende til 103 milliarder kroner.
Det er et modsvar på et lignende tiltag fra USA.
Der er tale om 25 procent told på importerede varer fra USA, som får effekt fra 23. august, oplyser Kinas finansministerium.
Blandt de i alt 333 amerikanske produkter, der bliver ramt af forhøjet told, er amerikansk stål, kul, diesel og medicinsk udstyr, oplyser den kinesiske regering.
USA meddelte sent tirsdag aften, at landet samme dato sætter 25 procent told på 279 varegrupper fra Kina, der samlet har en værdi af 16 milliarder dollar.
"Det er en meget urimelig praksis," skriver det kinesiske handelsministerium på sin hjemmeside.
De kinesiske varer, der rammes af den forhøjede amerikanske told, tæller alt fra motorcykler til jernbanevogne.
De to lande har allerede hver især indført told på varer for 34 milliarder dollar. Det blev iværksat 6. juli.
USA beskylder Kina for en urimelig handelspraksis, særligt på teknologiområdet.
Præsident Donald Trump ønsker at nedbringe det amerikanske handelsunderskud over for Kina, som nåede op på 375 milliarder dollar (2409 milliarder kroner) sidste år.
Indtil videre ser Kinas økonomi ikke ud til at være påvirket af handelsstriden med USA, skriver nyhedsbureauet dpa.
Kina truer med gengæld for Trumps øgede told
Kina er klar til at svare igen på højere amerikanske toldsatser