EnergiWatch

Medie: Kina presser på for at lave handelsalliance med EU

Kina lægger ifølge Reuters pres på EU for at skabe en alliance mod den amerikanske præsident Donald Trumps handelspolitik. EU er dog forbeholden over for forslagene.

Foto: Ritzau Scanpix/Andrew Harnik

Den kinesiske regering forsøger at danne en handelsalliance med EU for at modarbejde den amerikanske præsident Donald Trump.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har topembedsmænd med vicepremierminister Liu He på møder i Bruxelles, Berlin og Beijing foreslået en alliance og tilbudt at åbne mere for det kinesiske marked, skriver mediet.

Blandt andet ønsker kineserne, at Kina og EU sammen trækker USA i verdenshandelsorganisationen WTO. Alt sammen inden et stormøde i Beijing mellem de to parter i midten af juli. Ifølge fem europæiske diplomater, som Reuters har talt med, bliver forslagene afvist af EU.

I stedet vil mødet blive brugt på at bekræfte det multilaterale handelssystem og løfter om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på at modernisere WTO, forklarer EU-kilder til Reuters.

"Kina vil have, at EU skal stå sammen med Beijing mod Washington og vælge side," sagde en europæisk diplomat.

"Det vil vi ikke, og det har vi sagt til dem," siger kilden til nyhedsbureauet.

Fald i eksporten

Mandag i denne uge kom der uventede handelsdata fra de kinesiske toldmyndigheder, der viser, at væksten i Kinas eksport til USA er aftagende.

Dataene skulle først være udgivet i midten af juli, og analytikere afviser det derfor som en del af Beijings tarif-strid med Washington. Det skriver The Wall Street Journal.

Selvom Beijing havde planlagt at udgive handelsdata den 13. juli, udgav toldmyndighederne sent mandag figurer, der viser, at væksten i Kinas eksport til USA er faldet til 5,4 pct. i perioden januar til juni sidste år.

Tallene, der var denomineret i yuan uden ledsagende dollar-statistik, omfattede kun eksporten til USA.

Flere analytikere har derfor påpeget, at regeringens statistikker har begrænset troværdighed, og at tallene kan vise en fortsat dobbeltcifret vækst i eksporten, når de bliver offentliggjort benævnt i dollar senere på måneden.

Ikke desto mindre kan udgivelsen fra Kinas side være et forsøg på en mindre konfronterende tilgang til USA.

"Timingen af udgivelsen er interessant. Regeringen vil lave nogle kompromiser for at undgå en eskalering i handelsstridighederne, selvom de aldrig vil sige det direkte," siger Yang Weixiao, der er økonom i Founder Securities, til The Wall Street Journal.

Udsigten til en mulig handelskrig har ført til uro på de kinesiske aktiemarkeder og fald i den kinesiske valuta yuan, der tirsdag kort nåede dets laveste niveau i forhold til dollaren i næsten et år.

EU-ledere enes om strategi for handelskrig

Avis: Amerikanske havne bekymrede for handelskrig 

Handelskrigen gør mere ondt på aktiekurserne end volumen 

Mere fra EnergiWatch

Olie Gas Danmark skifter navn og identitet

For bedre at kunne omfavne en anderledes fremtid i Nordsøen, gennemfører brancheorganisation en rebranding i forbindelse med sin årlige konference, som afholdes onsdag.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs