EnergiWatch

Vælgerne dumper regeringen på det grønne område

Regeringens grønne ambitioner får bundkarakter i måling. VLAK vil undgå at bløde vælgere ifølge kommentator.

Foto: Regeringen, PR

Der er på Christiansborg i disse dage en kamp om at fremstå mest grøn.

I april præsenterede regeringen et udspil, der gentændte kappestriden om at være grønnest, og spørgsmålet ventes at blive centralt i valgkampen, som afgøres senest om et år.

Vælgerne har dog ikke megen tiltro til, at den siddende regering skulle være bedst til at sikre en klima- og miljøvenlig fremtid for Danmark. Det viser en måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

3,3 procent peger på Venstre som det mest klima- og miljøvenlige parti i Folketinget, mens Liberal Alliance må nøjes med 1,1 procent.

Politisk kommentator Erik Holstein fra netmediet Altinget mener ikke, at regeringen skal gøre sig håb om at overtage den grønne dagsorden.

"De kan håbe på, at de kan mindske afstanden til rød blok på et område, hvor de står svagt. Ikke sådan at folk stemmer på Venstre, men så man ikke direkte stemmer imod," siger Holstein.

På de sociale medier og i avisannoncer har Venstre ellers iklædt sig grønne farver som led i en kampagne, der skulle få partiet til at stå stærkere på området.

Siden tiltrådte Jakob Ellemann-Jensen (V) som miljø- og fødevareminister med løfter om, at miljø kommer før landbruget.

Venstre politiske ordfører, Britt Bager, skriver til Ritzau, at hun anser Venstre for at være et grønt parti.

"Vi har været med i alle større energiaftaler siden 1970'erne, og vi har haft regeringsmagten i de seneste 13 ud af 17 år. Så vi har en stor del af ansvaret for, at Danmark har den grønne førertrøje på. Vi går ikke ud med ufinansierede grønne løfter, som nogle af de røde partier gør. Socialdemokratiet har for eksempel ikke anvist tilstrækkeligt med penge til deres energi- og klimaudspil. Der skal være balance i tingene," skriver Britt Bager.

Kun 1,6 procent peger på De Konservative, som ellers kalder sig blå bloks grønne parti.

"For De Konservative er det en skuffelse, fordi man prøver at være den grønne garant i blå blok. Men De Konservative har reelt mere grøn politik end de andre på den blå side," siger Erik Holstein.

Målingen skal dog holdes op imod, at hver tredje har svaret, at de ikke ved, hvem de skal pege på.

Erik Holstein peger på, at det er et af de få områder, hvor rød blok har en lang række fællesnævnere. Og de kan gnide sig i hænderne over målingen.

Alternativet fremstår over for vælgerne som det mest miljøvenlige - det mener 20,5 procent af de adspurgte. 18,6 procent peger på Enhedslisten, mens 8,2 procent svarer SF.

De Radikale fremstår som det mindst miljø- og klimavenlige i rød blok ifølge de adspurgte, og Socialdemokratiet får 5,6 procent.

Målingen er foretaget i perioden fra 8. til 13. juni blandt 1036 repræsentativt udvalgte danskere. De er blevet bedt om at svare, hvilket parti, der er "det mest klimavenlige i Folketinget".

Energiminister er "meget, meget, meget tilfreds" med VE-aftale

Topsøe slås med det samme spørgsmål som Mærsk: Trak stifteren sig for sent tilbage?

Indsamling af emballageplast fra husholdninger er dyrt og giver tvivlsom miljøgevinst

Forsiden lige nu

Briterne vil både blæse og have mel i munden efter brexit

Nyhedsanalyse: Storbritanniens forslag til en aftale med EU efter brexit vil være godt nyt for fødevarevirksomheder og andre handels- og produktionsvirksomheder, mens servicevirksomheder og finansielle virksomheder til gengæld kan blive klemt. Parterne står dog stadig langt fra hinanden i forhandlingerne, skriver Watch Mediers EU-korrespondent, der er dykket ned i den såkaldte hvidbog.

Energikæmpe sender udskældte energibesparelser i nyt udbud

Cerius har gjort status efter forårets møgsag om et udbud af energibesparelser for et trecifret millionbeløb. Nu er man klar til at sende opgaven på markedet igen, og her forklarer netdirektøren, at man har "lyttet opmærksomt" til den tidligere kritik.

Relaterede

Seneste nyt

Energijob

Se flere

Se flere