Et lederjob i Statoil er ikke det værste, man kan få hvis det er lønningsposens størrelse, der er målestok.
Norske Offshore.no citerer i dag avisen Klassekampen for oplysningerne om, at koncernledelsen i Statoil sidste år fik en klækkelig lønforhøjelse på 20 mio. norske kr. (ca 16 mio. danske kr.) Lønstigningerne kom efter at selskabet både måtte gennem store fyringsrunder, og endte året med røde tal.
I alt modtog koncenledelsen i Statoil 86,7 mio. Nkr.i løn, skriver Klassekampen.
Koncernledelsen består af 13 personer. Klassekampen oplyser, at koncernchef Eldar Sætre, strategidirektør John Knight og tidligere Nord-Amerika-chef William Maloney er de tre bedst aflønnede personer i ledergruppen med en samlet årsløn på 45,4 millioner norske kr.
De gedigne lønningsposer får Jørn Eggum, lederen af det norske Fellesforbundet, til at løfte en advarende pegefinger:
"Der er en u-kultur i Statoil. Dette indgår i rækken af eksempler på, at Statoil er et selskab uden for kontrol og styring", siger han til Klassekampen.
Informationschef i Statoil Bård Glad Pedersen oplyser til gengæld, at selskabet har indført lønstop for ledere netop på grund af resultaterne for 2015.