Total trækker sig fra skifergas-jagt i Nordsjælland

Det franske energiselskab Total har besluttet at indstille jagten på skifergas i Nordsjælland.
Foto: Ole Jørgen Bratland - Statoil
Foto: Ole Jørgen Bratland - Statoil
ERIK HOLM

Det franske energiselskab Total indstiller efterforskningen efter skifergas i Nordsjælland.

Ifølge en central  placeret kilde er der formentlig ikke gas nok i undergrunden til, at indvinding af skifergas kan betale sig. Derfor har Total besluttet at stoppe jagten på den kontroversielle energiform i regionen.  

Total bekræfter over for Finans, at selskabet er i dialog med Energistyrelsen om at indstille efterforskningen i sin licens i Nordsjælland, men siger samtidig, at en aftale ikke er færdigforhandlet endnu. Derfor venter selskabet med at udtale sig.

Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet oplyser, at Total har tilbageleveret sin tilladelse i Nordsjælland.

Total har gennemført en række luftbårne undersøgelser af geologien i Nordsjælland. Ifølge Finans oplysninger viser analyser af resultaterne, at skiferformationerne i regionen ligger for dybt og er for tynde.

Med andre ord er skiferformationerne for små til, at undergrunden kan indeholde naturgas i mængder, så det kan betale sig, at Total sætter gang i dyre forberedelser med planlagte seismiske undersøgelser eller på sigt en egentlig produktion.

Den nye udvikling betyder samtidig, at nordsjællændere, som frygtede for indvinding af skifergas, nu kan ånde lettet op.

Flere kommuner har udtrykt stærk skepsis over for udsigten til jagt på skifergas i deres områder, og en række byråd har haft afstemninger, der gik i mod efterforskningsboringer.

Årsagen er især frygt for den kontroversielle indvindingsmetode kaldet hydraulisk frakturering eller fracking, der i USA har ført til forurening af drikkevandbrønde og udslip af kemikalier til naturen.

Totals licens i Nordsjælland udgør knap 2300 km2 fra Gribskov i nord til Faxe i syd. Oliegiganten jagter gas sammen med statens olieselskab, Nordsøfonden.

Total fortsætter sin efterforskningsboring i Nordjylland, hvor selskabet har sin anden licens.

Energistyrelsen besluttede den 5. maj, at borearbejdet i Nordjylland skulle indstilles, da styrelsen havde konstateret en overtrædelse af et vilkår i styrelsens godkendelse.

Total blev derefter bedt om at redegøre for hændelsesforløbet og har siden fået tilladelse til at fortsætte prøveboringen. 

Oliemilliardær krævede kritiske professorer fyret

Analytiker: Der er ro på olieprisen i mindst seks måneder

Cheniere siger ja til ny amerikansk LNG-terminal

Kampen om olien bliver mere intensiv

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Læs også