USA dropper sag om prismanipulation

En række internationale olieselskaber - herunder BP, Statoil og Shell - kan tilsyneladende ånde lettet op i sagen fra sidste år om mistanke om ulovlige kartelaftaler inden for prisfastsættelse på olie-handelsplatformen Platts. I hvert fald når det kommer til den amerikanske del af anklagen, erfarer EnergiWatch.
Oliegiganten BP skriver i dag i en note i sit netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal, at selskabet den 1. oktober i år fik besked fra de amerikanske konkurrencemyndigheder, FTC, om, at man nu lukker efterforskningen i sagen. FTC har tilsyneladende ikke tænkt sig at gøre mere i sagen, uddyber BP over for EnergiWatch:
"FTC har meddelt os, at de har droppet sagen efter at have foretaget deres undersøgelse, og derfor ikke vil foretage sig mere. Vi har dog endnu ikke hørt nærmere fra EU, hvor sagen begyndte," siger Toby Odone, presseansvarlig hos BP.
Samme melding lyder fra norske Statoil.
"Vi har modtaget samme melding fra FTC, som BP," oplyser Jinnik Lindbæk, pressechef i Statoil, til EnergiWatch.
USA går ind i sag om prisfusk på olie
Spektakulær sag
Det vakte ellers stor opsigt, da EU-Kommissionen i maj 2013 foretog en razzia hos BP, Statoil og Royal Dutch Shell på baggrund af en mistanke om, at olieselskaberne havde lavet ulovlige kartelaftaler på prisfastsættelses-platformen Platts.
Sagen blev sammenlignet med bankskandalen i Storbritannien i 2012, hvor det kom frem, at ledende banker havde svindlet med LIBOR-renten (London Interbank Offered Rate).
Det varede da også kun kort tid, før EU Kommissionens razzia blev fulgt op af annoncering af tilsvarende undersøgelser hos de amerikanske børsmyndigheder, de japanske handelsmyndigheder og de koreanske handelsmyndigheder.
Pågår stadig i andre markeder
BP oplyser som nævnt, at man endnu ikke har hørt nyt om status på sagen fra såvel EU Kommissionen som de øvrige handelsmyndigheder. Så selv om sagen nu er lukket i USA, kan den stadig få konsekvenser på øvrige markeder.
Således udvidede EU tidligere i oktober sagen ved at foretage razziaer af en stribe ethanolproducenter og -handlere i to unavngivne lande.
Det skete på grund af mistanke om, "at prisbenchmarks muligvis er blevet forvrænget gennem anti-konkurrencemæssig opførsel," lød det fra Kommissionen.
Kartelsag: EU går nu efter ethanolproducenter