Olien krydser psykologisk grænse

Prisen på Nordsø-olie kom i dag under 100 dollar for første gang i mere end et år.
Foto: Harald Pettersen - Statoil
Foto: Harald Pettersen - Statoil

Et sammensurium af konflikter og en slap økonomisk udvikling i USA og Europa har gennem lang tid holdt olieprisen i ro over 100 dollar, men det er slut nu.

Fredag præsenterede amerikanerne den månedlige jobrapport, også kendt som kongen af nøgletal, og den var så skuffende, at prisen på Nordsøolie, også kendt som Brent, i dag falder til niveauer, der ikke er set i mere end et år.

"Sidst den var under 100 dollar var tilbage i starten af 2013, men det var kun meget kortvarigt. Vi skal helt tilbage til 2010 for at finde niveauer, hvor den var under 100 i lang tid. Det er lidt af en psykologisk grænse," siger olieanalytiker Peter Rasmussen fra Statoil til EnergiWatch.

Udramatisk fald

Mange faktorer spiller ind på olieprisen. På den ene side trækker svage tal for USA’s og Europas økonomi ned, og det samme gør skiferboomet i USA. Omvendt presser konflikterne i Ukraine, Syrien og Irak op.

Tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch her

De modstridende tendenser har holdt olieprisen i ro i en lang periode, men nu brød prisen det magiske mærke. Det kan dog meget vel være en enlig svale, lyder vurderingen.

"Det er ikke noget dramatisk, den kan kravle over 100 igen i morgen. Jeg tror, at vi er tættere på bunden end på toppen nu. Så, alt andet lige tror jeg vi vil se svagt stigende priser over vinteren når træk til fyringssæsonen begynder," siger analytikeren.

Senest en tønde Nordsøolie blev handlet til under 100 dollar var i sommeren 2013, hvor den meget kortvarigt dykkede til tocifret territorium. Siden har den ligget stabilt mellem 105 og 115 dollar, men det sluttede altså med grimme USA-tal.

Se en grafik over udviklingen fra 1987 til 2013 her.

1 dollar = 4 øre på tanken

I årene op til finanskrisen rundede prisen 140 dollar tønden, men den blev hurtigt savet ned til et par og tredive dollar. Fra bunden kravlede den til de godt 110 dollar i 2010, og der har den ligget ganske stabilt lige siden.

Herhjemme skal de motordrevne trafikanter ikke regne med, at faldet kan mærkes.

”Når olieprisen falder en dollar svarer det typisk til, at prisen på diesel og benzin falder 3-4 øre. Dermed er der lidt endnu før det virkelig viser sig på standerne, ikke mindst fordi prisen på produktet kun udgør 40 pct. i Danmark,” siger Statoil-analytikeren.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også