Jyske ikke glad for Mærsk-udsigter
Der er fortsat grund til forsigtighed, når det kommer til en investering i A.P. Møller - Mærsk. Det vurderer Jyske Bank, der trods en opjustering og et tilbagekøbsprogram for egne aktier stadig er skeptisk.
"Vi ser ingen grund til at ændre vores forsigtige holdning til aktien. Vi bryder os hverken om den stigende ubalance i containershippingmarkedet eller bjerget af risikofyldte og langsigtede anlægsinvesteringer, som Maersk står over for i Oil-divisionen," skriver senioranalytiker Frans Høyer i et notat.
Han forudser en let positiv reaktion på det nye tilbagekøbsprogram på 1 mia. dollar, eller 5,6 mia. kr.
Til gengæld halter A.P. Møller - Mærsks forventninger fortsat efter konsensus trods opjusteringen. A.P. Møller - Mærsk venter nu et resultatet af den fortsættende forretning på 4,5 mia. dollar mod tidligere 4 mia. dollar.
"Konsensus lå allerede på 5 mia. dollar inden regnskabet for andet kvartal 2014," skriver Frans Høyer.
Han har hidtil haft en salgsanbefaling af aktien, og indikerer ingen større ændringer.
"Vi vil formentlig ikke ændre vores estimater markant og forventer at fastholde vores forsigtige holdning til aktien," lyder konklusionen.
Regnskabet virker til gengæld til at have gjort noget mere indtryk på aktiemarkedet, der har sendt B-aktien 4,6 pct. højere til 14.120 kr.
Mærsk bliver morgenens stjerne
Bedre bundlinje end ventet hos Maersk Drilling
Relaterede artikler:
Bedre bundlinje end ventet hos Maersk Drilling
For abonnenter