Nordjysk skifereventyr sat på hold
Selv om et flertal af kommunalbestyrelsen i Frederikshavn Kommune for to uger siden blåstemplede Danmarks første prøveboring efter skifergas ved en går tæt ved byen, er projektet nu udskudt på ubestemt tid.
Årsagen er en overraskende afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet, der sætter en stopper for to vandboringer, der skal levere de nødvendige vandmængder til prøveboringen.
"Frederikshavn Kommune har alene anført i tilladelse, at kommunen skønner, at etableringen af boringerne og den efterfølgende indvinding ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet," fremgår det af klagenævnets afgørelse, som finder sagsbehandlingen omkring kommunens tilladelse så mangelfuld, at man inddrager tilladelse og pålægger Frederikshavn Kommune at revurdere hele sagen.
Øjeblikketligt stop
Afgørelsen betyder, at Total øjeblikkeligt er stoppet med arbejdet på de to vandboringer, hvoraf man allerede har etableret den ene.
Alligevel venter Henrik Nicolaisen, seniorkonsulent i Total og projektansvarlig for energikæmpens danske skifersatsning, ikke, at den uventede stopklods vil skævvride tidsplanen for prøveboringen.
"Umiddelbart er det ikke noget, som får betydning for vores planlægning. Det håber vi i hvert fald ikke. Vi skal nemlig først bruge vandet sidst på året," siger Henrik Nicolaisen.
Kritiker glæder sig
Selv om prøveboringen og dermed skiferprojektet ikke er skudt afgørende i sænk med Natur- og Miljøklagenævnets seneste afgørelse, hilser Aage Olsen fra foreningen Skifergas Nej Tak afgørelsen velkommen.
"Afgørelsen viser, at sagsbehandlingen i Frederikshavn Kommune har været mangelfuld. Derfor hilser vi det velkommen, at der nu er taget skridt til at sikre, at sagsbehandlingen går om," siger Aage Olsen, der samtidig hæfter sig ved, at det øjeblikkelige stop for de to vandboringer næppe vækker jubel i Total.
"Det betyder jo, at Total allerede har været tvunget til at ophøre med de vandboringer, som de ellers påbegyndte allerede ugen efter, at kommunalbestyrelsen godkendte prøveboringen," siger Aage Olsen, der sammen med medlemmer af Skifergas Nej Tak kæmper for, at skiferprojektet helt droppes af både kommunen og regeringen.
Minister: En overgang
Det sidste afviser klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) imidlertid.
Over for Jyllands-Posten slår ministeren fast, at selv om Folketinget pålægger danske husstand og virksomheder årlige milliardregninger for at indføre mere CO2-fri energi i den danske energiforsyningen, skal den CO2-forurenende skifergas selvfølgelig udnyttes, hvis der findes skifergas i Nordjylland.
"Skifergas indgår ikke i vores energiplaner. Tværtimod har vi lavet en langsigtet strategi, der siger, at vi i 2050 skal være færdige med at bruge fossile brændstoffer. Men frem til da vil jeg gerne have, at det er danskproducerede fossile brændsler, der bliver brugt både af hensyn til nationaløkonomi og til vores forsyningssikkerhed," siger Rasmus Helveg Petersen.
Kommunen beklager
I Frederikshavn Kommune beklager Lars Møller (V), formand for Teknisk Udvalg, ankenævnets afgørelse. Omvendt tøver han ikke med at slå fast, at der selvfølgelig skal være 100 pct. styr på sagsbehandlingen.
"Det er klart, at tingene skal være i orden. Det kan ikke diskuteres," siger Lars Møller.
På grund af sommerferien har han for nuværende ikke noget overblik over, hvornår kommunen har revurderet Totals ansøgning om de to vandboringer.
Relaterede artikler:
Eksperter nedtoner kemikaliefrygt
For abonnenter
Minister: Vi skal stadig væk fra fossile brændsler
For abonnenter
Lokalpolitikere angriber regeringen i gassagen
For abonnenter