EnergiWatch

Gasforhandlinger mellem Rusland og Ukraine fortsætter

Ukraine og Rusland genoptager gasforhandlinger, efter man mandag nat ikke kun blive enige om en aftale.

Foto: Gazprom

Gasstriden mellem Ukraine og Rusland er fortsat ikke løst. Mandag forhandlede parterne til langt efter midnat uden at nå frem til et resultat.

Samtalerne bliver genoptaget tirsdag eller onsdag, oplyser EU's energikommissær, Günther Oettinger.

"Der blev forhandlet om alle punkter i en aftale, og diskussionerne genoptages," siger Oettinger.

EU fungerer som mægler i den langtrukne strid om priser, betaling og levering af naturgas fra Rusland til nabolandet.

Ukraine og Rusland aftalte på møder i Bruxelles i sidste uge, at de russiske gasleverancer ikke må afbrydes, så længe parterne fastholder den igangværende dialog om gaspriser og afdrag på Ukraines astronomiske gasgæld.

Landene forhandler hvert år om prisen på levering af gas.

Efter at det Moskva-venlige styre i Kijev i februar blev væltet, har Rusland næsten fordoblet priserne for gasleverancerne til Ukraine og forlangt en betaling på knap 5,2 milliarder dollar (cirka 28 milliarder kroner) for gæld og levering af gas frem til slutningen af juni.

Ukraine har betegnet kravene som "økonomisk aggression" og truet med starte en international voldgiftssag, hvis Rusland drejer gashanerne om og afskærer forsyningerne til Ukraine.

Ukraine betalte for nylig 786,4 millioner dollar (over 4,3 milliarder kroner) for leveringer af naturgas i februar og marts.

En tredjedel af Europas forbrug af naturgas kommer fra Rusland. Heraf flyder cirka halvdelen gennem rørledninger i Ukraine.

Ud over energiministrene fra Ukraine og Rusland deltager også de administrerende direktører for det russiske Gazprom og det ukrainske Naftogaz i forhandlingerne.

Før starten på mandagens femte runde i forhandlingerne var der blandt analytikere forventning om, at parterne ville nå til enighed, fordi begge sider er under pres for at indgå et kompromis.

Prisen for fremtidige leverancer spås at blive på omkring 360 dollar for 1000 kubikmeter gas. Beløbet ligger midtvejs mellem Ruslands gamle pris og den, som har været gældende siden november sidste år.

Undgår Europa en ny gaskrig?

 Optur for Danmark i EU's nyeste energiudspil

Russisk-kinesisk gasaftale øger pres på EU

Rusland indgår gigant-aftale om gas

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs