Shell skuffer efter milliardtab på raffinaderier

Olieselskabet Royal Dutch Shells bundlinje var ikke helt så bugnende i første kvartal, som markedet havde ventet. Store nedskrivninger, især relateret til raffinaderier i Europa og Asien, kostede dyrere end ventet.
I alt leverede Shell en omsætning på 112,1 mia. dollar, et fald på 3,4 mia. dollar mod første kvartal af 2013.
På bundlinjen var der et overskud på 4,5 mia. dollar, eller 44 pct. mindre end i samme kvartal et år tidligere. Det svarede til 0,71 dollar per aktie, eller et stykke under de 0,79 dollar per aktie, markedet havde forudset ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.
Shell nedskrev i kvartalet for 2,9 mia. dollar på sine aktiver. Især raffinaderierne kostede dyrt med nedskrivninger for 2,3 mia. dollar, eller 14 pct. af Shells aktiver i den kategori. Nedskrivningen skyldes de seneste markedsprognoser og dækker blandt andet Bukom-raffinaderiet i Singapore.