USA's oliecentrum flyder over med olie
USA's oliecentrum i Houston i Texas og hele kysten ud til Den Mexicanske Golf flyder over med råolie og langt mere, end regionen kan håndtere. Amerikansk lov forbyder grundlæggende eksport af råolie, og de 13 skibe, der lovligt og under de amerikanske Jones Act-restriktioner kan transportere olien rundt til USA's havne, er alle fuldt booked, skriver Bloomberg.
USA's Energy Information Administration offentliggjorde onsdag data, der viser, at lagrene i regionen fra New Mexico i vest til Alabama i øst steg til 202 mio. tønder i ugen, der sluttede 4. april. Det er det højeste niveau nogensinde.
De amerikanske beskyttelseregler, der er nedfældet i Jones Act for 94 år siden, tillader kun amerikanske-flagede skibe, bygget i USA og med amerikanske besætning at transportere olie rundt i USA.
Olieeksport til Canada er en undtagelse i USA's generelle forbud mod eksport af råolie, og eksporten til USA's nordlige nabo har nået alletiders rekordniveau.
Hverken Jones Act eller olieforbuddet synes på vej til at blive lempet i nær fremtid. Heller ikke selv om en fremtrædende republikansk senator i Alaska, Lisa Murkowsk, har støttet forslag fra bl.a. Exxon Mobil Corp om at lempe på eksportforbuddet. Amerikanske politikere frygter, at en lempelse vil få de hjemlige benzinpriser til at stige.
The American Petroleum Institute, der repræsenterer den amerikanske olie- og gasindustri i Washington, forbereder et juridisk angreb på eksportforbuddet, skriver Bloomberg. En ophævelse vil gøre det muligt for USA at eksportere 1,5 mio. tønder olie om dagen, hvilket vil gøre USA til en af verdens 10 største eksportører af råolie, vurderer konsulentfirmaet JBC Energy.
Norske offshorefirmaer: Nul synergi mellem olie og vind
Første arktiske oliesending fra Gazprom
Relaterede artikler:
Norske offshorefirmaer: Nul synergi mellem olie og vind
For abonnenter
Første arktiske oliesending fra Gazprom
For abonnenter