Robert Uggla valgt ind i bestyrelsen
Så er det officielt: Rokaden i Mærsk-bestyrelsen er gennemført, og Robert Mærsk Uggla, barnebarn til Mærsk Mc-Kinney Møller og søn af næstformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, er blevet valgt ind.
Sammen med Robert Uggla er også den tidligere Goldman Sachs-vicedirektør, Dorothee Blessing, og Danfoss-direktør Niels B. Christiansen valg ind i A.P. Møller - Mærsks bestyrelse.
Desuden sætter to medarbejdere, Renata Frolova og Palle Vestergaard Rasmussen, sig ved bestyrelsesbordet. De er alle valgt ind ved den lyseblå koncerns generalforsamling i Bella Center mandag.
De fem afløser Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, ældste datter til Mærsk Mc-Kinney Møller, samt de hidtidige bestyrelsesmedlemmer Jan Tøpholm, Lars Pallesen, John Axel Poulsen og Erik Rasmussen.
"Det er en stor udskiftning, men det skal ses i lyset af, at der ikke var nogen udskiftning sidste år. Med ændringen har vi ønsket at øge internationaliseringen af bestyrelsen - og en foryngelse," siger formand Michael Pram Rasmussen ved generalforsamlingen.
36-årige Robert Uggla er i dag chef for en af Mærsk-koncernens shippingselskaber, bjærgnings- og slæbebådeforretningen Svitzer. Han kom ind i Mærsk-gruppen for 10 år siden og har blandt andet været chef for Maersk Line i Dubai samt for tankskibsrederiet Broström fra 2009 til 2012.
"Han her en god og bred indsigt i gruppens forretning, især inden for shipping. Han har ledelseserfaring fra en række positioner," bemærker Michael Pram Rasmussen, og tilføjer:
"Desuden er der tale om et generationsskifte i den stiftende families engagement i bestyrelsen," nævner formanden.
Formanden selv, samt den anden næstformand Niels Jacobsen og Arne Karlsson, Robert Routs, Jan Leschly og Sir John Bond, blev alle genvalgt til Mærsk-bestyrelsen.