Atlantic Petroleum søger mod Oslo

Olieselskabet Atlantic Petroleum søger om parallel børsnotering i Oslo. Det sker fordi selskabet oplever for ringe interesse fra danske investorer og børsmæglere, skriver Dagbladet Børsen.
Dermed bliver selskabet endnu et i rækken af mindre børsnoterede selskaber, som ikke føler, at det får nok ud af tilstedeværelsen på Nasdaq OMX-børsen i København.
"Vi kan konstatere, at blot en enkelt analytiker i Danmark følger Atlantic Petroleum. I Norge er der i kraft af landets store olieindustri større bevågenhed – også af selskaber, der er mindre end os," siger Atlantic Petroleums adm. direktør Ben Arabo til Børsen.
Produktionsdyk rammer Atlantic Petroleum
Atlantic Petroleum fortryder dog ikke, at selskabet lod sig børsnotere i København i 2006.
"Det er ikke noget fravalg af København, men et tilvalg af Norge. 40 pct. af selskabets kapital har stadig hjemme i København – men børsen alene i København er ikke nok for os," siger Ben Arabo til Børsen.