
Det er alt for risikabelt at bore efter olie ud for Grønland. Sådan lyder det fra Sigurd Solem, direktør for Dansk Geotermi, der har en fortid i blandt andet Maersk og Halliburton.
"Det er helt forrykt at bore i det område, for der er absolut ingen olieselskaber, der har boreteknologien til at gøre det sikkert," siger han til MetroXpress.
Som tidligere operationschef i Maersk har han selv har boret efter olie i store dele af verden. Men han mener ikke, at hverken Danmark eller Grønland har den nødvendige kompetence til at styre sikkerhedsforholdene i forbindelse med prøveboringer, skriver avisen.
Stort set ingen sikkerhed
Boringerne er planlagt til at starte i 2014 i den vestlige del af Grønland, men ifølge Sigurd Solem eksisterer teknologien til at sikre boringerne ud for Grønland slet ikke:
"Jeg fatter ikke, at selskaberne har fået lov, for teknologien til at bore i is eksisterer ikke, så risikoen for, at der sker et uheld, er enorm og meget større end andre steder, vi borer - ikke mindst på grund af isbjergene, siger Sigurd Solem til MetroXpress.