Svært Q1 for brasiliansk oliegigant
Det nationale olieselskab i Brasilien, Petrobras, kan registrere et fald i overskuddet efter de første tre måneder af 2013.
Financial Times skriver, at nettoresultatet faldt med 17 pct. til 7,69 mia. brasilianske real - svarende til ca. 22 mia. kr. - på grund af lavere olieproduktion og en øget import.
Det er dog stadig bedre end de 6,7 mia. brasilianske real - ca. 19 mia. kr. - som analytikere havde forventet.
Petrobras´ topchef, Maria das Graças Silva Foster, udtaler, at selskabet forventer, at olieproduktionen for hele 2013 vil være på niveau med 2012, men at driftsstop i forbindelse med vedligeholdelse har påvirket olieproduktionen i første del af året.
Selskabet har i det seneste år kæmpet med skærpet priskontrol fra myndighedernes side, der har resulteret i, at Petrobras har været nødt til at importere dele af landets brændstofbehov fra udenlandet og sælge det til internationale priser med tab til følge.