Alaska sætter skatten ned for at få olie op

I den amerikanske stat Alaska har de lokale lovgivere i Juneau valgt at give olieselskaberne en håndsrækning.
Ifølge New York Times har staten bestemt sig for at give en skatterabat til olieselskaber til en værdi på ikke mindre end 750 millioner dollar om året for at sætte skub i investeringerne i oliefeltet North Slope.
”Vi signalerer til verden, at Alaska er tilbage,” udtaler guvernør Sean R. Parnell ifølge avisen.
Beslutningen ses som en stor sejr for Exxon Mobil, ConocoPhillips og BP, som i flere år har lobbyet for ændringer til skattesystemet i Alaska, som den tidligere guvernør og vicepræsidentkandidat Sarah Palin indførte i 2007, som gjorde skatterne på området til nogle af de højeste i USA.