Debat: Danske husholdninger bør om få år have adgang til biogas

Om få år har biogassen højst sandsynligt erstattet naturgassen i danske virksomheder. Men det bør ikke stoppe her, skriver direktøren for L&F i dette debatindlæg.
Foto: Christian Falck Wolff
Foto: Christian Falck Wolff
Af Flemming Nør-Pedersen, Direktør i Landbrug & Fødevarer

Dagen hvor biogas fuldstændigt erstatter forbruget af naturgas – det såkaldte grønne kryds – rykker nærmere. Hvornår det præcist indtræffer, afhænger i høj grad af den politiske vilje i forhold til kommende udbudsrunder for biogas og CO2-afgiftsfritagelse for den grønne gas leveret gennem nettet. 

Men det bliver før 2030. 

En fremrykning af de aftalte udbud for udbygning med biogas ville være en måde at øge afviklingen af naturgas på, med deraf øget forsyningssikkerhed til følge. 

Den danske gasstrategi har ændret sig meget efter Ruslands angreb på Ukraine. Der gik blot fire måneder før et bredt flertal i folketinget var enige om ’Klimaaftale om grøn strøm og varme’ indeholdende en delaftale om mere grøn varme og udfasning af naturgas. Heri fremgår det, at ambitionen er en udfasning af gas til rumvarme i danske husstande senest i 2035.

Regeringens nationale energikrisestab, NEKST, har lavet arbejdsgruppen ’farvel til gas i danske hjem’ , hvori den seneste anbefaling lyder, at biogassen kan være det grønne alternativ, når konverteringen ikke er rentabel. I større byer nyder mange forbrugere godt af relativ billig fjernvarme, mens et sådant eller tilsvarende billigt energitilbud til gengæld ikke eksisterer i mange land- og yderområder. Her er gassen ofte det billigste alternativ.

Landbrug & Fødevarer vil gerne anerkende det målrettede arbejde af NEKST for at øge tempoet og opskaleringen af den grønne omstilling. En udfasning af naturgas til fordel for biogas er et betydeligt skridt i den rigtige retning. De seneste anbefalinger ses som en positiv opblødning i forhold til, at ikke alle nuværende gaskunder skal presses over i fordyrende alternativer. Men hvorfor ikke lade alle danske husholdninger få del af den grønne gas? Ikke alle danske husholdninger har adgang til fjernvarme eller billige alternativer, hvilket betyder at de med udfasningen af gas bliver pålagt store ekstraomkostninger.

Det politiske mål om en firedobling af VE på land indbefatter en væsentlig udbygning af elnettet. En omfattende udbredelse af individuelle varmepumper vil tilsvarende lægge yderligere pres på et i forvejen udfordret elnet. På samme måde er der mange fjernvarmeprojekter på tegnebrættet, hvorfor der bør holdes fokus på at realisere dem med bedst økonomi.

Evidas kommende tarifmodel med implementering den 1. januar 2025 er baseret på en nær fremtid, der byder på færre brugere af gas. De færre aktører – både forbrugere og producenter – skal derfor hver især løfte en større andel af omkostningerne til driften af gassystemet.

Det danske bredt forgrenede rørsystem sikrer, at tusindvis af danske virksomheder får gas, og dertil kommer over 300.000 danske hjem, som i dag opvarmes med naturgas. Siden 1979 er der foretaget store investeringer i gassystemet. Og senest med tilkoblingen af Lolland-Falster i år.

Nogle steder giver det mening at bruge biogas – også til husholdninger. Vi har gennem årtier investeret tungt for at have et velfungerende og effektivt gasnet, som egner sig fint til at fremføre biogas. Derfor er det oplagt at lade så mange som muligt bruge nettet - også i fremtiden hvor biogas vil erstatte naturgassen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også