Olie- og gaskonkurrenter er tæt på fusion til en værdi af mere end 50 mia. dollar

Diamondback har været en af de hurtigst voksende frackingselskaber i USA og har i løbet af det seneste årti øget sin råolieproduktion til mere end 260.000 tønder olie om dagen.
Foto: Angus Mordant
Foto: Angus Mordant
AF MARKETWIRE

De to konkurrenter Diamondback Energy og Endeavor Energy Resources er ved at lægge sidste hånd på en fusion, der vil resultere i skabelsen af en olie- og gasgigant til en værdi af mere end 50 mia. dollar. Højere oliepriser og konkurrence om at komme i besiddelse af de bedste arealer til olie- og gasudvinding er med til at fremme konsolideringen i den amerikanske energisektor.

Det skriver Wall Street Journal.

Ifølge kilder tæt på aftalen er det sandsynligt, at Diamondback Energy annoncerer fusionen allerede mandag med det forbehold, at forhandlingerne ikke går i hårdknude i ellevte time.

Endeavor har længe været et af de mest værdifulde selskaber i Permian Basin, der ligger mellem det vestlige Texas og New Mexico og udgør USA´s største olieområde. Fusionen værdisætter Endeavor til 25 mia. dollar, og Diamondbacks aktionærer vil eje størstedelen af det fusionerede selskab, når aftalen er gennemført, skriver Wall Street Journal.

Diamondback har været en af de hurtigst voksende frackingselskaber i USA og har i løbet af det seneste årti øget sin råolieproduktion til mere end 260.000 tønder olie om dagen.

En fusion med Endeavor vil betyde, at selskabet sidder på næsten lige så stort et areal af oliefelter i Permian Basin som konkurrenten ConocoPhillips. Den fusionerede olie- og gasgigant ventes at nå en råolieproduktion på mere end 400.000 tønder om dagen.

Ifølge Wall Street Journal er fusionen et udtryk for, at den amerikanske økonomi har vist sig at være overraskende modstandsdygtig, og at mange selskaber fortsætter deres forretning ufortrødent til trods for høje renter. Fusionen er også led i en større trend af fusioner og opkøb i den amerikanske energisektor, der blev indledt i slutningen af sidste år ved en række opkøb af olieselskaberne Exxon og Chevron.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også