Ny spiller melder sig i opkøbsræs: Køber andel af to danske biogasanlæg

Handlen sker kun få måneder efter, anlæg sidst fik ny ejer. Den svenske fond Infranode er åben for flere opkøb og har pensions-milliarder i ryggen til det.
Foersom Bioenergy er formelt set ejet af Fremsyn Holding — der ligesom Renegas har Knud Boesgaard Christensen som ejerleder. | Foto: PR / Renegas
Foersom Bioenergy er formelt set ejet af Fremsyn Holding — der ligesom Renegas har Knud Boesgaard Christensen som ejerleder. | Foto: PR / Renegas

Infrastrukturfonden Infranode gør sin entré på det danske marked og køber 49 pct. af Thorsø Biogasanlæg og Foersom Bioenergi. 

De nuværende ejere, Renegas og Fremsyn Holding, som begge er ejet 100 pct. af Knud Boesgaard Christensen, fortsætter dermed som majoritetsejer med 51 pct. ejerskab. 

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse. 

Renegas, som er en ”platform” for udvikling, opkøb og drift af biogasanlæg, købte i sommeren 2023 Thorsø Biogasanlæg fra en gruppe andelshavere, der ikke kunne skaffe den nødvendige kapital til at udvide anlægget. 

Det taler ind i en tendens, hvor flere store og kapitalstærke investorer træder ind på det danske biogasmarked, som f.eks. investor-finansierede Biocircs opkøbsridt også har vist. 

Infranode er en infrastrukturfond med aktiviteter i Sverige, Finland og Norge. Med tilføjelsen af de to danske biogasanlæg til porteføljen, har fonden nu også aktiver i Danmark. Ifølge pressemeddelelsen forvalter Infranode omkring 1,8 mia. euro, ca. 13,4 mia. kr., i kapitaltilsagn fra institutionelle investorer. Det gælder f.eks. norske Storebrand, svenske Folksam og KPA Pension samt finske Keva. 

Fonden har tidligere investeret i forskellige typer energi- og varmevirksomheder i Norden. Nu, lyder det, er Infranode klar til flere opkøb på det danske marked også. 

”Vi er hele tiden på udkig efter nye måder at fremme den grønne omstilling på, hvor infrastruktur fungerer som en katalysator for innovation og fremskridt. Denne investering markerer et vigtigt skridt fremad i at adressere udviklingen af et bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion ved at fjerne emissioner fra gylle - den primære kilde til drivhusgasser i disse sektorer, der er centrale for dansk økonomi,” udtaler Silas Harbo, landechef og chef for investeringer i Danmark hos Infranode.

Af meddelelsen fremgår det, at der er ”mulighed for yderligere investeringer med Renegas”, og at der allerede er mulige opkøb og udvidelser i pipeline.

Købte Thorsø i sommeren 2023

Parterne fremhæver i meddelelsen det store kommercielle potentiale i både gas og grønne certifikater, ligesom det fremhæves, at Foersom Bioenergi som det første danske biogasanlæg har etableret sig uden statsstøtte.

”Renegas er en pålidelig og interessant partner for Infranode, fordi deres stærke kompetencer indenfor certificering og afsætning af biogas på lange kommercielle aftaler understøtter vores strategi om at levere essentiel infrastruktur,” udtaler Silas Harbo.

Også Renegas ser et stort potentiale i samarbejdet.

”Vores partnerskab med Infranode — med udgangspunkt i vores stærke visionssammenfald — har placeret os til at sætte et markant præg på den grønne omstilling, og vi er meget spændte på at tage det næste skridt på denne rejse”, udtaler Knud Boesgaard Christensen, adm. direktør i og ejer af Renegas. 

I forbindelse med købet af Thorsø Biogasanlæg lød det fra Knud Boesgaard Christensen, at han og Renegas var klar til at foretage de nødvendige investeringer i anlægget. 

”Vi skal igennem en omstillingsproces med anlægget, hvor det skal udvides. Vi har finansieringen på plads til at bringe Thorsø igennem den modernisering og udvidelse, som står på de næste år. Når vi er færdige med det, har vi en forventning om, at vi har et profitabelt anlæg,” sagde han i juli til AgriWatch. 

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også