Guyana og Venezuela er opsat på fred trods oliestrid

Exxonmobils fund af olie i 2015 i Guyana er kimen til striden mellem de to lande.
Foto: Zurimar Campos
Foto: Zurimar Campos
AF MARKETWIRE

Både Guyana og Venezuela er opsat på at sikre den regionale fred trods en strid om det olierige område Esequibo.

Sådan lød det torsdag fra Guyanas præsident, Irfaan Ali, under et møde med hans venezuelanske modpart, Nicolas Maduro.

De to statsledere mødtes i lufthavnen i Kingstown, som er hovedstaden i den caribiske østat Saint Vincent og Grenadinerne.

Striden drejer sig om, hvem der har ret til Esequibo, der har været administreret af Guyana i over et århundrede. Området udgør over to tredjedele af Guyanas territorie.

For nylig stemte 95 procent af befolkningen i Venezuela dog for at annektere Esequibo, hvor selskabet ExxonMobil i 2015 opdagede store mængder olie.

Fundet gjorde øjeblikkeligt Guyana med sin befolkning på 800.000 til det land i verden med de største reserver af råolie målt per indbygger.

Guyana har afvist resultaterne af den venezuelanske folkeafstemning og sagt, at spørgsmålet er op til Den Internationale Domstol (ICJ), FN’s primære juridiske organ, at afgøre.

Imidlertid vurderer politiske analytikere i Venezuela, at folkeafstemningen er et forsøg fra Maduro på at skaffe opbakning til landets regering frem mod næste års præsidentvalg.

Maduro sagde i sidste uge, at han ville tillade olieefterforskning i Esequibo.

Det fik Ali til at se sig nødsaget til at forsikre investorer, som allerede har fået godkendt projekter i området, om, at deres investeringer er i sikre hænder.

På torsdagens møde var Ali iklædt et armbånd med et kort af Guyana, som omfatter Esequibo.

”Guyana er ikke den angribende part, Guyana er ikke ude efter krig, men Guyana forbeholder sig retten til at arbejde sammen med alle vores partnere for at sikre vores lands forsvar,” lød det fra Ali.

På mødet deltager desuden repræsentanter fra Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater (Celac), Brasilien og Caricom, der er en mellemstatslig organisation for lande i Caribien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også