Scholz er sikker på at nå 80 procent grøn energi i 2030

Tysklands forbundskansler siger i en tale, at Tyskland er ved at komme op i fart, når det gælder grøn energi.
Olaf Scholz fortæller RWE-medarbejderne, at inden syv år kommer 80 procent af elektriciteten i Tyskland fra grøn energi. | Foto: Bernd Thissen/ritzau Scanpix
Olaf Scholz fortæller RWE-medarbejderne, at inden syv år kommer 80 procent af elektriciteten i Tyskland fra grøn energi. | Foto: Bernd Thissen/ritzau Scanpix
Af Ritzau

Olaf Scholz, Tysklands socialdemokratiske forbundskansler, har lørdag aften holdt tale til tusindvis af medarbejdere i det store energiselskab RWE.

Og det er en optimistisk kansler, der er mødt op til firmafesten i Essen.

Han siger, at han er overbevist om, at 80 procent af Tysklands elektricitet i 2030 vil komme fra grøn energi.

”Vi er ved at sætte fart. Vi gør fremskridt. Vi kan nå det,” siger han.

Forbundskansleren peger på, at der på det seneste er kommet mere tempo i godkendelse af nye sol- og vindparker.

”Nu skal vi bare sikre os, at det ikke kun er godkendelsen, der går hurtigt. Det skal også gå hurtigt med at bygge dem.”

Han siger videre, at hans regering arbejder for at sikre, at Tysklands energiforsyning bliver ”sikker, pålidelig og til at betale”.

Anledningen til RWE’s firmafest er, at virksomheden fejrer sin 125 års fødselsdag som energiselskab.

Det blev dannet tilbage i 1898 under navnet Rheinisch-Westfälische Elektrizitätswerk.

Der er omkring 10.000 RWE-medarbejdere fra både Tyskland og udlandet samlet i Essen, og kansler Scholz er ikke den eneste kendis, der lægger vejen forbi.

På programmet senere lørdag aften står en koncert for medarbejderne med den britiske popsanger Robbie Williams.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også