Borrell: EU bør slå ned på salg af indisk bræstof fra russisk olie

Handlen er lovlig med de nuværende sanktioner, men kritiseres for at opretholde russisk olieindtjening.
Foto: Tatiana Meel
Foto: Tatiana Meel
AF RITZAU

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, vil se på, hvordan unionen kan slå ned på indisk salg af brændstof, der stammer fra råolie indkøbt i Rusland.

Det siger han i et interview med finansavisen Financial Times.

Josep Borrell fortæller til avisen, at man i EU er bekendt med, at indiske raffinaderier opkøber store mængder af russisk råolie, inden det i Indien bliver omdannet til brændstof og solgt til Europa.

Ifølge avisen er det første gang, at han italesætter, at det skal stoppes.

”Diesel eller benzin kommer ind i Europa fra Indien og bliver produceret med russisk olie, og det er klart en omgåelse af sanktioner, og medlemslandene skal tage handling,” siger Borrell ifølge Financial Times.

Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 er Indien blevet en af de største købere af russisk råolie. De indiske raffinaderier tjener stort på at købe den billige olie, som på grund af sanktioner ikke længere kan afsættes til Europa.

Ifølge avisen er handlen lovlig med de nuværende EU-sanktioner, men er blevet kritiseret af dem, der ønsker strengere sanktioner mod Rusland. Argumentet lyder, at manøvren tillader regeringen i Moskva at blive ved med at tjene store summer på dets oliesalg. En indtægtspost, der vægter tungt i det russiske budget.

Borrell siger i interviewet, at det er normalt, at Indien køber russisk olie, men hvis det bliver solgt videre til Europa, ”bliver vi nødt til at handle”.

Hans kommentarer kommer forud for et møde tirsdag med den indiske udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, hvor EU-chefen ifølge Financial Times vil rejse debatten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også