Gaslagre fyldes hurtigere end ventet - bør holde prisen stabil

Her til afslutningen af fyringssæsonen er Europas gaslagre ekstraordinært fyldte, og kun et norsk vedligehold af gasrør til sommer ser ud til at kunne true en stabil pris. 
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Det går hurtigere end ventet med at få fyldt op i EU’s gaslagre, og fortsætter udviklingen, vil det være med til at holde gasprisen stabil hen over sommeren.

Det vurderer Jyske Bank i en analyse.

EU’s gaslagre er hen over vinteren blevet fyldt godt op og ligger nu 90 pct. over medianniveauet gennem de seneste ti år. Dermed er udgangspunktet ved indgangen til april, der markerer fyringssæsonens afslutning, 40 pct. bedre end ved Jyske Banks seneste hovedscenarie.

”Lageropjusteringen kommer på baggrund af en meget positiv lagerudvikling over vinteren 2022/23, hvor EU har haft succes med køb af en stor andel spot-LNG (flydende naturgas, red.), som vi mener vil fortsætte over sommeren. EU formåede at reducere gasforbruget med 12 pct. i 2022 sammenlignet med 2019-2021,” skriver Jyske Bank.

Derfor forventer banken, at spotprisen på naturgas med høj sandsynlighed vil handle under terminskurven hen over sommeren, og Jyske Bank venter en spotpris omkring 40-45 euro, hvilket svarer nogenlunde til tirsdagens niveau.

Tirsdag formiddag ligger prisen på den hollandske TTF-future på naturgas i 41 euro per MWh.

Ændrede vaner

Reduktionen i gasforbruget har været hjulpet på vej af mildere vejr, men hovedparten af besparelserne kommer dog ifølge Jyske Bank fra ændret forbrug.

”I samme periode har EU ’’kun’’ været begunstiget af gennemsnitligt 3 pct. færre dage med behov for opvarmning. Majoriteten af EU’s gasbesparelser henfører vi derfor til ændringer i gasforbrugsadfærden,” skriver banken.

Her indtager danskerne i øvrigt en klar førsteplads i EU, hvad angår ændrede vaner for at spare på energien. Det viser en opgørelse fra EU Kommissionen mandag.

Her svarer 86 pct. af danskerne, at de har ændret på deres vaner for at spare på energien. Nummer to på listen er Belgien, hvor 82,2 pct. har ændret vaner, mens det gælder 77,2 pct. af grækerne. I bunden ligger Slovakiet, hvor 49,3 pct. siger, at de har ændret på vanerne.

Norsk vedligehold kan koste

Den russiske naturgas er så godt som udfaset i Europa, der blot udgør 8 pct. af det samlede forbrug. I stedet kommer gassen i stor stil fra USA i flydende form eller fra Norge gennem rørledninger.

Norge kommer dog hen over sommeren til at reducere mængden til EU, da der er planlagt vedligeholdelse af rørledningerne.

Skulle vedligeholdelsen trække ud, kan det hæve gaspriserne, vurderer Jyske Bank.

Gasvolumen fra Norge reduceres henholdsvis 29 pct. og 42 pct. i løbet af 2023, hvilket vægtet betyder en udbudsreduktion på 8 pct. og 11 pct. Der er tale om en stor reduktion, men fordi vedligeholdelsen er annonceret og indregnet, vil kun en længere end forventet vedligeholdelse kunne påvirke gasprisen signifikant, skriver Jyske Bank.

Derudover er der ifølge banken en mulighed for, at den grønne omstilling vil få flere til energiproducenter til at skifte fra kul til gas, da den høje pris for CO2-udledning i EU samlet set betyder, at gas er billigere end kul.

Det er dog ikke noget, som Jyske Bank kan konkludere vil have en målbar effekt på gasprisen i 2023.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Astrid Vellguth

Indtjeningen daler hos Total Energies

For abonnenter

Læs også