Organisationer kalder valg af oliesheik som COP 28-formand rystende

Sultan Ahmed al-Jaber skal være formand ved klimatopmøde. Rystende og absurd mener flere klimaorganisationer.
Foto: Karim Sahib
Foto: Karim Sahib
AF RITZAU

Det er jo fuldstændig absurd, at man sætter en mand, som leder et selskab, der lever af at spolere klimaet, til at være leder af en international proces, som skal håndtere klimaproblemerne.

Det siger John Nordbo, der er klimarådgiver i ngo’en Care Danmark.

”Det er næsten uden for fantasiens rammer, at man kan finde på at gøre den slags.”

De Forende Arabiske Emirater udpegede torsdag sultan Ahmed al-Jaber, som formanden for FN’s næste klimatopmøde, COP 28, der skal holdes senere i år i det arabiske golfland. Han er leder af det nationale olieselskab ADNOC.

Troels Dam Christensen, der er sekretariatsleder i 92-gruppen, som samler danske miljø- og udviklingsorganisationer, kalder formandsvalget for rystende.

Han fremhæver blandt andet, at der ikke blev opnået tilfredsstillende resultater på området omkring fossile brændstoffer ved COP 27 i Egypten i slutningen af 2022.

”Når den næste COP så placeres i et olieland - samtidig med at man vælger en formand, der har stærke forbindelser til olieindustrien - må man frygte, at det vil ødelægge mulighederne for de nødvendige fremskridt,” siger Troels Dam Christensen:

”Vi kan simpelthen ikke have endnu en COP, hvor vi ikke opnår større fremskridt. Så er der ikke en kinamands chance for, at vi holder halvanden grads-målsætningen.”

John Nordbo er ligeledes langt fra optimistisk. Også han lægger vægt på, at Ahmed al-Jaber for ganske nylig har udtalt, at der skal investeres mere i olie, hvilket hans selskab også gør.

”Det er jo ikke sådan, at vi lige pludselig har en oliesheik, der er blevet omvendt til det grønne, som kommer til at stå i spidsen for COP 28,” siger han og tilføjer:

”Det her kræver en modreaktion fra andre lande, hvor vi markerer, at der må være en grænse for, hvad vi lader den internationale proces blive overtaget af.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også