Hele Johan Sverdrup-feltet er i drift

Snart vil hver tredje norske tønde olie komme fra Johan Sverdrup-feltet, der nu har startet sin produktion i fase 2, hvilket betyder, at hele feltet er i drift, fortæller Equinor.
Fase 2 af projektet består af en ny platform, fem undersøiske systemer og 28 nye brønde. Desuden kommer et nyt modul til den eksisterende stigrørsplatform samt faciliter til at sende strømmen fra land til Utsira High-området.
De fire første platforme på Johan Sverdrup-feltet er forsynet via ét kabel, og et nyt kabel skal forsyne den femte platform og resten af installationerne i Utsira High.
”Jeg er stolt af, at vi nu har sat hele Johan Sverdrup-feltet i drift på en tryg og sikker måde. Vi vil levere stabile energimængder i flere årtier, samtidig med at vi bidrager til norsk værdiskabelse i lang tid fremover,” siger Marianne Bjelland, underdirektør for undersøgelse og produktion ved Johan Sverdrup og Martin Linge-områderne.
Når feltet når såkaldt plateau-produktion, kan det levere 720.000 tønder olie om dagen med et mål om 755.000. Det betyder, at Johan Sverdrup-feltet kan dække 6-7 pct. af olieefterspørgslen i Europa.
Equinor driver feltet sammen med partnerne Lundin, Petoro, Aker BP og Total Energies.