Oliepriserne i markant stigning efter Opec-udmeldning

Organisationen for olieeksporterende lande, Opec, er ifølge Saudi Arabien klar til at reducere olieproduktionen og derved mindske udbuddet, så de seneste prisfald kan rettes op.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

En udmelding fra Saudi-Arabien om skæring i produktionen er tirsdag med til at få oliepriserne til at stige med omkring fire dollar.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 97,12 dollar mod 93,19 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 91,07 dollar mod 87,04 dollar mandag eftermiddag.

Organisationen for olieeksporterende lande, Opec, er ifølge Saudi Arabien klar til at reducere olieproduktionen og derved mindske udbuddet, så de seneste prisfald kan rettes op.

Udmeldingen kommer i kølvandet på et oliemarked domineret af dårlig likviditet ved futures og bekymringer om en kommende recession.

Det kan ifølge analytikere fra Haitong Futures have en effekt på markedsstemningen.

”Med Saudi-Arabien, der går ud og forsvarer oliepriserne, vil markedet sandsynligvis positionere sig til fremtidige prisstigninger,” siger de til Reuters.

Samtidig står udfaldet af den iranske atomaftale i uvished, efter at Iran har anklaget USA for at nøle processen for en endelig aftale.

”Amerikanerne udskyder, og der mangler handling fra europæisk side. USA og Europa har mere brug for en aftale, end Iran har,” siger landets udenrigsminister, Nasser Kanaani, mandag under en pressekonference ifølge Reuters.

Iran og USA har nu haft inddirekte korrespondance gennem EU i 16 måneder omkring den nye atomaftale, og 8. august meldte en unavngiven EU-kilde ud, at et endeligt forslag var sendt afsted.

USA afviser selv Irans anklager. Talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Ned Price fortæller, at man er positivt stemt over, at Iran har droppet krav om, at USA skulle fjerne det Islamic Revolutionary Guard Corps fra sin terrorliste.

Partnerne er derfor nu tættere på en aftale end for to uger siden, mener han.

I mellemtiden står Europa over for nye forstyrrelser i forsyningerne, efter at en rørledning, der transporterer olie fra Kasakhstan til Rusland, er blevet beskadiget.

Ifølge Reuters øger det bekymringerne om et dyk i gasudbuddet.

Opec venter lavere olieforbrug

IEA: Høje gaspriser ses øge efterspørgslen efter olie


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også