EU-landene er enige om at reducere gasforbrug

EU-landene er blevet enige om en aftale, der indeholder reduktioner i gasforbruget. Det oplyser det tjekkiske EU-formandskab på Twitter.
”Det var ikke en mission impossible! Ministrene er blevet enige om en politisk aftale om gas, som kræver reduktioner forud for den kommende vinter,” skriver det tjekkiske formandskab på Twitter.
Formandskabet for EU går på skift mellem landene. Tjekkiet har for nylig overtaget formandskabet fra Frankrig.
Det fremgår ikke af tweetet, hvor store reduktionerne er. EU-Kommissionen havde lagt op til en reduktion på 15 procent, men i forhandlingerne forud for tirsdagens aftale har flere landet bedt om undtagelser fra kravet.
EU-Kommissionen har lagt op til, at EU-landene i første omgang frivilligt skal reducere forbruget med 15 procent fra 1. august i år til 31. marts næste år.
Det skal ske for at sikre, at EU-landene kan fylde deres gaslagre op til 80 procent inden 1. november. Og for at sikre, at landene derefter har nok gas til at klare vinteren.
Hvis der opstår mangel på gas, kan det betyde, at virksomheder må stoppe produktionen, hvilket både vil føre til økonomiske tab og tab af arbejdspladser. For almindelige borgere vil det kunne betyde, at man ikke kan varme sit hjem op som normalt.
På vej ind til mødet for EU-landenes energiministre tirsdag i Bruxelles fastslog EU-kommissær for energi Kadri Simson, at hun forventede ”meningsfulde” reduktioner i gasforbruget. Hun understregede samtidig, at EU-landene lige nu har overskydende gas og dermed fortsat er i gang med at fylde lagrene.
Aftalen kommer, kort efter at Rusland har taget endnu et skridt i retning af at begrænse gasleverancerne til EU.
Mandag aften meddelte det russiske selskab Gazprom, at man vil reducere levering af gas via rørledningen Nord Stream 1 til 20 procent af kapaciteten. I forvejen var leverancen dalet til 40 procent.
Derfor er det en vigtig aftale, der tirsdag blev indgået i Bruxelles, mener det tjekkiske formandskab for EU.
”Dagens beslutning viser tydeligt, at medlemslandene vil stå imod ethvert forsøg fra Rusland på at splitte EU ved at bruge energi som våben,” siger den tjekkiske minister for energi og handel Jozef Síkela, der ledede tirsdagens møde.
Hvis der opstår mangel på gas, kan det betyde, at virksomheder må stoppe produktionen. Det kan føre til både økonomiske tab og tab af arbejdspladser. For almindelige borgere vil det kunne betyde, at man ikke kan varme sit hjem op som normalt.
Men den situation kommer ikke til at opstå i Danmark, siger Dan Jørgensen.
”I Danmark har vi allerede været igennem omstillingen i noget tid. Og dertil kommer, at vi har rigtig meget vedvarende energi i Danmark. Så samlet set står vi ganske godt”.
”Og vi kommer til at leve op til kravet og levere mindst 15 procents reduktion. Det er også vigtigt for solidariteten, at vi kan vise andre lande, at det faktisk kan være billigere for virksomheder og forbrugere at bruge vedvarende energi,” siger ministeren.
Dansk Industri (DI) mener, at aftalen viser ”rettidig omhu” i forhold til mulig gasmangel, og samtidig giver den virksomhederne mulighed for at omstille sig.
”Energi og i særdeleshed naturgas er en dyr omkostning for virksomhederne. De virksomheder, som er dygtigst til at udnytte energien effektivt, mindsker omkostningerne og bliver dermed mere konkurrencedygtige,” siger Troels Ranis.
EU-lande prikker huller i aftale der skal sikre gas til vinter
Professor: Vi skal forvente fuldt gasstop - EU bør handle nu