
Det er næppe gået forbi mange næser, at gaspriserne er steget markant, siden Rusland invaderede Ukraine og således indledte en krig i slutningen af februar. Men allerede forinden havde priserne på naturgas taget endog særdeles solide nøk opad.
Det er Forsyningstilsynets seneste rapport over engrosmarkedet for gas et godt eksempel på.
Således viser tilsynets opgørelse, at de danske naturgaspriser steg med 550 pct. mellem fjerde kvartal af 2021 og ditto i 2022.
Gennemsnitsprisen steg fra 1,33 DKK/m3 til 8,69 DKK/m3, viser opgørelsen. Juleaften blev der sågar slået rekord, da engrosgasprisen ramte 16,27 DKK/m3.
Til sammenligning ligger den aktuelle naturgaspris hos brændstofselskabet OK på 11,03 kr./m3.
Ulogisk adfærd skal undersøges
I forbindelse med udgivelsen af rapporten mandag benytter Forsyningstilsynet samtidig lejligheden til at gøre opmærksom på, at tilsynet har observeret en stigende grad af transport af gas fra Danmark til Tyskland, selv om prissignalerne tilsiger det modsatte.
Den tendens betegner tilsynet som "uhensigtsmæssig adfærd". Og myndigheden gør det klart, at den bevægelse bliver et fokusområde fremadrettet:
"Vi har observeret en stigende tendens til, at markedsaktører systematisk har eksporteret gas fra Danmark til Tyskland, også selv om prisen syd for grænsen har været lavere og gevinsten ved salg i Danmark derved kunne have været højere. Der kan være flere årsager til dette, hvilket er noget, vi vil se nærmere på i den kommende tid," siger Carsten Smidt, Forsyningstilsynets direktør, i en pressemeddelelse.
Tilsynets rapport viser desuden, at andelen af bionaturgas steg med 37 pct. mellem 2020 og 2021.
Tusindvis af nye vindmøller og kæmpe solcelleparker kan drukne Danmark i grøn strøm