
Frygten for recession har natten til torsdag vejet tungere på oliemarkedet end forsyningsproblemer og bekymringer over krigen i Ukraine, hvilket har sænket oliepriserne.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 106,34 dollar mod 107,38 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 104,45 dollar mod 105,14 dollar onsdag eftermiddag.
Den faldende oliepris skyldes stadigt stigende renter, den stærkeste dollar i over to årtier samt frygt for lavkonjunktur. De fortsatte nedlukninger i Kina, har stor betydning for sidstnævnte.
"Recessionsbekymringer trommer højere, og trækker olieprisen nedad her til morgen," udtaler Howie Lee, økonom hos Singapore's Oversea Chinese Banking Corp.
Siden årets begyndelse er oliepriserne dog steget med 35 pct., og det skyldes primært udviklingen i Ukraine, de stærke sanktioner vedtaget mod Rusland, og landets olieeksport.
EU arbejder fortsat på at indføre et forbud mod import af russisk energi, men beslutningen, som kræver enstemmighed, bliver holdt tilbage af Ungarn, der vil blive hårdt medtaget af forbuddet.
Onsdag indførte Rusland sanktioner mod 31 selskaber i lande med sanktioner mod Rusland. Det medførte, at russisk gasflow gennem Ukraine faldt for første gang siden invasionen 24. februar.