EU foreslår at inddrage kul i ny sanktionspakke

EU-Kommissionen vil ramme russisk energi i femte sanktionspakke. Målet er at bremse Ruslands indtjening.
Foto: RONALD WITTEK/AFP / POOL
Foto: RONALD WITTEK/AFP / POOL
AF RITZAU

EU-Kommissionen er klar med en femte sanktionspakke. Og for første gang går man målrettet efter at ramme russisk energi.

Dermed vil EU tage hul på at ramme den vigtigste indtjening for Rusland: Energieksporten.

Det er dog langt fra hele Ruslands energieksport, der bliver ramt. Gas er undtaget. Og der vil indtil videre kun være tale om at ramme en begrænset del af Ruslands eksport af kul.

Konkret lægger EU-Kommissionen op til at indføre et forbud mod at købe kul for fire milliarder euro om året.

Kommissionen vil også forberede sanktioner, som skal ramme russisk olieeksport. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på pressemøde tirsdag.

"Rusland fører krig uden barmhjertighed ikke bare mod Ukraines militær, men også mod ukrainske civile. Det er vigtigt, at holde maksimalt pres på Putin og Rusland nu."

"De eksisterende sanktioner har ramt hårdt. De har begrænset Kremls politiske og økonomiske muligheder. Men i lyset af de seneste begivenheder er der brug for, at vi øger presset yderligere," siger Ursula von der Leyen.

Hun nævner specifikt beskyldningerne om russiske krigsforbrydelser mod civile i den ukrainske by Butja som en ny udvikling i krigen.

EU-landene skal formelt sige ja til pakken, før den træder i kraft. Og det vil formentlig ske. På tirsdagens møde i Luxembourg for de 27 EU-landes finansministre var der opbakning til at gå videre med sanktionerne.

Ud over at ramme energieksporten lægger EU-Kommissionen også op til at stramme en række af den type sanktioner, som allerede kendes.

"Vi vil tage sanktionerne et skridt videre og gøre dem bredere og skarpere, så de skærer dybere i Ruslands økonomi," siger von der Leyen.

EU-Kommissionens udspil til en femte sanktionspakke rummer i alt seks søjler.

Den første søjle er forbuddet mod at importere kul for fire milliarder euro om året. For det andet vil EU-Kommissionen indføre et forbud mod transaktioner mod fire russiske banker. Herunder den næststørste russiske bank VTB.

"De fire banker, som nu bliver totalt afskåret, repræsenterer 23 procent af markedet i den russiske banksektor," siger von der Leyen.

For det tredje vil EU-Kommissionen indføre et forbud mod, at russiske fartøjer og russisk styrede fartøjer, kan anløbe havne i EU. Der vil dog blive gjort udtagelse for skibe, der transporterer energi og fødevarevarer.

Det kan i sig selv ses som et eksempel på, at der endnu er lang vej, før EU er klar til at afskære sig helt fra russisk energi.

For det fjerde foreslår EU-Kommissionen målrettede eksportforbud for 10 milliarder euro på områder som avanceret computerudstyr.

Den femte del af pakken er importforbud for 5,5 milliarder euro. Det skal afskære en del af Ruslands indtjening på produkter som træ, cement og alkohol.

Den sidste del af pakken skal blandt andet ramme russiske virksomheders mulighed for at deltage i offentlige udbud i EU og Ruslands mulighed for at få finansiel støtte fra offentlige myndigheder i EU.

"Europæiske skatteyderes penge skal ikke på nogen måde gå til Rusland," siger von der Leyen.

Ifølge Ursula von der Leyen arbejder EU-Kommissionen derudover på yderligere sanktioner, der blandt andet skal ramme Ruslands eksport af olie.

Frankrig er klar til at tage kul og olie med i sanktioner

DI: Regeringen bør indgå grøn samfundskontrakt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også