EnergiWatch

Ørsteds fravær presser delstat til at ændre regler

Massachusetts vil fjerne prisloft i næste havvindudbud, efter Ørsted fandt det seneste for dårligt til at byde i og overlod det til Vineyard Wind og Shell. Fortjenesten ved at være markedsleder, konstaterer topchef.

Foto: AWEA

Det bliver heller ikke i tredje ombæring, at Ørsted kommer til at vinde et havvindudbud i Massachusetts. Modsat i delstatens to foregående udbud har det dog den logiske forklaring, at det danske energiselskab ikke indleverede et bud. Det efterlod de to konsortier, der tidligere har vundet hver deres udbud – Vineyard Wind og Mayflower Wind – som eneste bydere.

For betingelserne i udbuddet af op mod 1,6 GW havvind var simpelthen for ringe til, at Ørsted gad spilde sin lokale havbundlicens på at byde.

"Det var på grund af prisloftet, der fik os til at evaluere, at selv om vi har et leasingområde, så var det simpelthen ikke en økonomisk tilstrækkelig attraktiv mulighed for os sammenlignet med de alternativer, vi har på hånden," konstaterede adm. direktør Mads Nipper ved fremlæggelsen af kvartalsregnskab onsdag.

Delstaten i det nordøstlige USA havde skrevet et loft på 70,26 dollar/MWh (45 øre/kWh) ind som forudsætning i udbuddet. Samme pris som Shell og Ocean Winds Mayflower vandt det forrige udbud med i 2019, når gevinsten fra den forlængede investeringsskatterabat (ITC) modregnes.

Afbud er et signal

Med de mange amerikanske delstaters erklærede udbygningsmål, kan der da også argumenteres for, at de relativt få tildelte havbundlicenser har en betragtelig værdi. For selv om den amerikanske regering atter har sat skub i processen om at gennemføre auktioner over nye havvindlicenser, er der behov for mange af slagsen. Især hvis regerings meget optimistiske mål om at have opført 30 GW havvind i 2030 skal efterleves.

I Massachusetts har delstatsregeringen da også allerede ændret på rammerne for det efterfølgende udbud. I den klimapakke, statens guvernør Charlie Baker annoncerede i sidste måned, var prisloftet således pillet ud igen i fremtidige udbud, der skal indfri målet om at have tildelt 4 GW havvind i 2027. Mindst 800 MW mere, end hvad der er givet ud efter det tredje udbud.

Ifølge Ørsted kan den ændring i høj grad tilskrives selskabets manglende bud i forårets runde.

"En sidegevinst ved ikke er deltage er, at prisloftet blev fjernet. Fordi det var en overraskelse, at vi ikke bød ind," hævdede Mads Nipper.

"Der er en fortjeneste ved at være klar, global markedleder. Når vi vælger ikke at byde ind, så er det også et signal til – i dette tilfælde – regulatorerne om, at økonomisk disciplin ikke bare er noget, der er en fordel for det enkelte selskab. Men en absolut forudsætning for udviklere til at kunne udbygge bæredygtigt over tid. Så vi var rigtigt glade for, at vi ikke bød ind."

Byder kun på investerbare projekter

Udbuddet i Massachusetts er i øvrigt ikke det eneste, hvor det danske energiselskab har holdt sig væk. Det samme gør sig gældende i det tyske udbud, der i september blev afgjort ved lodtrækning.

Her var årsagen dog en noget andet. I det udbud havde Iberdrola og Northland Power således retten til sikre sig tildelingen ved at matche vinderbuddet på to af de tre område i udbuddet, fordi de to selskaber ikke kom igennem med deres projekter her i det foregående udbud. En ret som de begge gjorde brug af.

"Vi vurderede, at det ville være højst usandsynligt, at de, der havde step in-rettighederne, ikke rent faktisk også ville anvende dem. Derfor tænkte vi, at det simpelthen ville være spild af tid at byde ind. Retteligt så, for det viste sig, at de blev anvendt," siger Mads Nipper, der konstaterer, at selv ikke en klar, global markedsleder kan nå alle udbud.

"Med det rene antal udbud, der er på vej, bliver vi nødt til at prioritere, for det er hårdt arbejde at forberede et velkvalificeret bud. Så det er en kombination af, hvor vi har de bedste chancer, at vi altid er sikre på at fastholde vores økonomiske disciplin og er i stand til at lave investérbare projekter, og hvor det spiller ind i vores hånd og giver den største chance for at vinde."

Tysk havvindudbud afgjort ved lodtrækning

Ørsted dropper havvindudbud i Massachusetts

Massachusetts åbner for tredje vindfest 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs