EnergiWatch

Stigende dollar sender oliepriserne ned

En stigende kurs gør olie betalt i dollar dyrere for andre valutaer, hvilket ifølge Reuters kan tynge efterspørgslen.

Foto: NICK OXFORD/REUTERS / X03416

Oliepriserne falder torsdag morgen, efter at den amerikanske dollar er steget som følge af en udmelding fra Federal Reserve om, at centralbanken overvejer at hæve renten tidligere end ventet.

Prisfaldet begrænses af et større fald i de amerikanske olielagre.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 73,99 dollar mod 74,46 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 71,78 dollar mod 72,30 dollar onsdag eftermiddag.

Den amerikanske dollar oplevede onsdag sin største stigning på én dag i 15 måneder, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, gav udtryk for en mulig kommende rentestigning.

En stigende kurs gør olie betalt i dollar dyrere for andre valutaer, hvilket ifølge Reuters kan tynge efterspørgslen.

De amerikanske olielagre faldt i sidste uge, viser tal fra det amerikanske energiministerium, EIA.

I samme periode har raffinaderier øget deres produktion til det højeste niveau siden 2020.

Det signalerer en forbedret efterspørgsel, skriver Reuters.

Også i Kina stiger produktionen hos raffinaderierne, og i maj steg raffineringen med 4,4 pct. sammenlignet med samme måned året før.

"Energimarkederne var så fikseret på sommerens solide rejsesæson og forhandlingerne om en atomaftale med Iran, at Federal Reserves høgeagtige udtalelse kom bag på dem," siger Edward Moya, der er seniormarkedsanalytiker i Oanda, til Reuters.

Han tilføjer, at det var ventet, at Federal Reserve ville holde sig klar med et eventuelt tilløb til ændringer, men at centralbanken onsdag gjorde det klart, at den var klar til forhandlinger om en rentestigning.

Det betyder ifølge analytikeren, at den amerikanske dollar kan stige til vejrs på bekostning af råvarepriserne.

Olieprisfaldet bør betragtes som midlertidigt, mener Edward Moya, da både udbud og efterspørgsel bør kunne kompensere for en eventuel dollarstigning.

Guld- og kobberpriserne falder torsdag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1822,95 dollar mod 1858,05 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller handles et ton kobber samtidig i 9511,50 dollar mod 9656,75 dollar onsdag eftermiddag.

Norsk oliesag skal prøves ved Menneskerettighedsdomstolen

Nu begynder oliepriserne at gøre ondt

Global nuludledning i 2050 kræver massive investeringer

Shell vil accelerere omstilling efter klimadom 

Mere fra EnergiWatch

OK køber varmevirksomhed

Fra 1. november bliver Dansk Varme Service en del af OK-koncernen, som vil styrke sit fokus på det voksende marked.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs