
Da den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, tirsdag mødtes med Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, affejede han enhver tvivl om amerikanernes modstand imod Nord Stream 2.
Præsident Joe Biden anser det russisk-tyske gasprojekt som en dårlig ide for både USA og Europa, fastslog Antony Blinken ifølge mediet Euractiv.
"Det har potentialet til at underminere interesserne hos Ukraine, Polen og en række andre partnere og alliererede, og ultimativt er det i modstrid med EU's egne sikkerhedsmål," sagde udenrigsministeren.
Gasrørledningen skulle oprindeligt have været i drift for over et år siden, men amerikanske sanktioner imod en række deltagende selskaber har forsinket byggeriet. Lige nu arbejder projektselskabet Nord Stream 2 med at bygge den del af ledningen, som går forbi Bornholm inden for dansk havterritorium.
De amerikanske myndigheder har hele tiden argumenteret for, at Nord Stream 2 vil give Rusland for stor forsyningsmæssig magt over Europa. Derudover har USA selv store interesser i at eksportere naturgas til Europa og må derfor betegnes som en direkte konkurrent til det gaseksporterende Rusland.
I et notat indsendt til Søfartsstyrelsen fremgik det for nylig, at Nord Stream 2 AG satser på at være færdig med rørlægningen i dansk hav inden udgangen af september.
USA truer Nord Stream 2-selskaber med nye sanktioner
Medie: USA vil sanktionere Rusland for påstået valgindblanding
Biden er under beskydning for dialog om Nord Stream 2