EnergiWatch

Usikkerhed på oliemarkedet forud for Opec-møde

Mens landene i Opec+ ventes at mødes torsdag for at diskutere fortsatte nedskæringer i olieproduktionen, falder oliepriserne mere end på noget andet tidspunkt i år.

Foto: Dado Ruvic/REUTERS / X02714

Oliepriserne dykker tirsdag morgen og bremser derved årets imponerende opsving og optimisme på oliemarkedet.

Faldet i oliepriserne er det dybeste fald registreret i 2021, og sker kun få dage inden Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, bedre kendt som Opec+, skal beslutte omfanget af olieforsyning, der skal returneres til markedet.

Det skriver Bloomberg News.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 62,99 dollar mod 64,89 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,93 dollar mod 61,78 dollar mandag eftermiddag.

Oliepriserne har siden coronavirussets greb om den globale økonomi været understøttet af produktionsnedskæringer fra Opec+, og senere har Saudi Arabien frivilligt strammet landets produktion yderligere.

Ifølge Bloomberg News ventes Opec+ at mødes torsdag, hvor organisationen skal træffe en beslutning vedrørende lempelser af restriktionerne på olieproduktionen.

Forud for mødet har Saudi Arabien opfordret medlemmerne i Opec+ til at tage en forsigtig tilgang på trods af, at oliepriserne i en længere periode har været opadgående.

Faldet i oliepriserne kan ifølge Stephen Innes - chefstrateg for det globale marked hos Axi - muligvis være med til at understøtte Saudi Arabiens synspunkt.

"Det kan formentlig være med til at sætte overvejelser i gang hos Opec+ om en udbudsforøgelse på 500.000 tønder per dag i stedet for 1,5 mio. per dag," siger han til Bloomberg News.

Produktionsnedskæringerne fra medlemmerne i Opec+ lyder lige nu på omtrent 7 mio. tønder per dag eller 7 pct. af den globale olieforsyning.

Organisationen er den største aktør på det globale oliemarkedet med en samlet produktion, der dækker mere end 40 pct. af den globale efterspørgsel, skriver Bloomberg News.

På andre dele af råvaremarkedet ses et fald i både guld- og kobberpriserne.

Tirsdag morgen koster en troy ounce guld 1714,65 dollar mod 1739,12 dollar mandag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber tirsdag morgen 8905 dollar mod 9078 dollar mandag eftermiddag.

 

Oliepriserne stiger efter vedtagelse af hjælpepakkeforslag 

Pilen peger på stærkt stigende oliepriser 

Mere fra EnergiWatch

Store shippingselskaber spiller på forskellige heste i klimaræset

Der er brint, LNG og ammoniak, og så er der også metanol og LPG – Buddene er mange, når man spørger store spillere som Maersk, Ardmore, Exmar og Shell om deres bud på fremtidens brændstof og teknologier. Alle er dog enige om, at det er nødvendigt at gøre noget nu.

Ørsted skal sparke nyt liv i landvinden

Muligheden for at opføre irske repoweringprojekter er blandt hovedårsagerne til Ørsteds comeback i europæisk vind med køb af aldrende irsk portefølje. Havvind er dog også tænkt med ind i synergi-ligningen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs