Oliepriserne stiger efter vedtagelse af hjælpepakkeforslag

En forventet amerikansk hjælpepakke skubber oliepriserne i opadgående retning efter weekenden.
Foto: JONATHAN NACKSTRAND/AFP / AFP
Foto: JONATHAN NACKSTRAND/AFP / AFP
AF RITZAU FINANS

Oliepriserne stiger mandag morgen, efter at Repræsentanternes Hus i USA har stemt for en ny hjælpepakke. Et fald i den kinesiske vækst for fabriksindustrien lægger dog låg på stigningerne.

En tønde af den europæiske referenceolie, brent, koster mandag morgen 65,39 dollar mod 65,09 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 62,41 dollar mod 62,28 dollar fredag eftermiddag.

Begge referenceolier nåede sidste uge det højeste niveau i 13 måneder, men faldt dog fredag sammen med resten af finansmarkederne på frygt for forhøjet inflation.

Oliepriserne stiger dog igen, efter at Repræsentanternes Hus i USA lørdag har stemt et lovforslag igennem om en hjælpepakke på 1900 mia. dollar - svarende til knap 11.700 mia. kr.

Lovforslaget skal nu igennem Kongressens andet kammer, Senatet.

"Oliepriserne springer tilbage her til morgen sammen med de fleste risikoaktiver efter vedtagelsen af lovforslaget til den amerikanske coronahjælpepakke i Repræsentanternes Hus," skriver Stephen Innes, der er chefstrateg i Axi, i et notat ifølge Reuters.

Dertil understøttes oliepriserne også af godkendelsen af Johnson & Johnsons coronavaccine.

Nøgletal fra den asiatiske industri viser ifølge Reuters, at den kinesiske PMI for industrien i februar faldt til det laveste niveau i ni måneder, mens det i Japan er udvidet i det hurtigste niveau i to år.

Det ventes, at olieprisstigningen vil begrænse Kinas import af olie i årets andet kvartal, mens foreløbige tal fra Sydkorea for februar viser, at importen er faldet med 14,7 pct. sammenlignet med sidste år.

Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og allierede lande - samlet kendt som Opec+ - mødes ifølge Reuters torsdag, hvor muligheden for at øge olieproduktionen kan være på dagsordenen.

Analytikere i OCBC vurderer over for Reuters, at en produktionsstigning på under 500.000 tønder om dagen vil have en investeringsfremmende effekt på markedet.

Iran afviste søndag at genoptage forhandlinger med USA og EU om at genoplive atomaftalen fra 2015 og insisterer på, at den amerikanske regering skal fjerne sine sanktioner på den iranske olieeksport.

Guld- og kobberpriserne stiger mandag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1748,80 dollar mod 1725,90 dollar fredag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber samtidig 9121,75 dollar mod 9090,50 dollar fredag eftermiddag.

 

Wintershall tabte 6 milliarder i 2020 

Hårdt olieår koster milliarder for Eni

Analytiker har set oliegiganterne smide alt i vasken – nu venter han rekordår 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også