EnergiWatch

Olie- og mineaktier presses hårdt af vending i priserne

I oliesektoren står særligt kæmperne Exxon Mobil og Chevron for skud med fald på henholdsvis 2,5 pct. til 54,37 dollar og 2,4 pct. til 99,87.

Foto: BRENDAN MCDERMID/REUTERS / X90143

Stigende olie- og råvarepriser generelt har præget det meste af 2021 og særligt februar, hvilket også har givet flere af aktierne i de to sektorer vinger.

Men fredag synes der at blive hevet gevinst ud af alle de råvareklasser, der har været præget af massiv fremgang på det seneste, og det rammer også aktierne i de to sektorer i fredagens amerikanske handel.

I oliesektoren står særligt kæmperne Exxon Mobil og Chevron for skud med fald på henholdsvis 2,5 pct. til 54,37 dollar og 2,4 pct. til 99,87.

Blandt mineaktierne bakker Freeport McMoran med 6,5 pct. til 33,36 dollar, og Newmont falder med 3,2 pct. til 54,32 dollar.

Fredag falder kobberprisen med 1,5 pct. til 9355 dollar per ton, den amerikanske referenceolie, WTI, bakker med 2,7 pct. til 61,76 dollar per tønde, og den europæiske referenceolie, Brent, falder med 3,5 pct. til 64,58 dollar per tønde.

Det hører dog med til historien, at råvarepriserne fortsat er på et meget højt niveau. Eksempelvis har kobberprisen ikke været over 9000 dollar per ton siden 2011, og også jernmalm er tæt på et ti års højdepunkt.

Prisstigningerne er kommet, efter at efterspørgslen igen er røget i vejret oven på første store runde nedlukninger som følge af coronapandemien. Under anden nedlukning har et fortsat meget højt forbrug holdt hånden under udviklingen.

Herhjemme har stigningerne i råvarepriserne også smittet af på særligt ingeniørkoncernen FLSmidth, der er gået betragteligt frem på det seneste.

De stigende råvarepriserne får nemlig mineselskaberne til at skrue op for produktionen, og det skaber et naturligt behov for udstyr fra selskaber som FLSmidth.

I løbet af de seneste to uger er FLS-aktien steget med 16 pct. trods et fald på 1,6 pct. fredag.

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs